Eventyret starter når Falsterbokanalen er spærret

Anna II på sommertogt 125 sømil fra Helsingør til den nye hjemhavn i Tejn på Bornholm

Det blæser 6-8 sekundmeter fra nordvest, da min søn og jeg tirsdag eftermiddag sejler ud fra Helsingør Havn på vej mod Tejn, der vil blive Anna II's nye hjemhavn på Bornholm. Med Kronborg om styrbord tænker jeg som utallige gange før på Johannes V. Jensen. Det var lige her, på vej hjem fra Norge, han for 101 år siden skrev de første to vers af  "Hvor smiler fagert den danske kyst". Kystens mildhed inspirerede Jensen til at formulerede et dansk modsvar til Norges nationalsang: "Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem, furet, værbitt over vannet, som de tusind hjem". 

Sjælland har ingen forrevne fjelde. Her stiger landet forsommergrønt af havet. Og mens sønnen med sine stærke arme og ryg hiver storsejlet op, ser jeg mod Kronborgpynten. Her står et gammelt krøllet æbletræ i blomst. Derinde har jeg et kvart århundrede hvert efterår samlet nedfaldsæblerne op fra stranden til en lokal æblekage. Sjælland er en æblehave. Min far hed Abildtoft og havde således æblehaven til mellemnavn. Men alt dette forsvinder bag bådens kølvandsstribe. Jeg er som digteren på vej videre i livet med Kronborg om bagbord.

Vores første stop er Bäckviken på Hven. En lille hyggelig havn, hvor færgen fra Landskrona lægger til og i højsæsonen pumper en lind strøm af turister ind på øen. Men lige nu vi uden for sæsonen. De tusindvis af gule cykler står stadig urørt på pladsen oppe på bakken. Her er mennesketomt i den lyse sommeraften med undtagelse af fårene med deres lam, som mæher på de 40 meter høje skrænter ud til Øresund. Plus en masse fasaner, som skratter og harer, som ingenting siger. Dyr er vel også mennesker. Jeg elsker denne ø! 

Næste morgen vågner vi tidligt. Vi skal lige vænne os til de smalle køjer, den konstante vuggen af båden og solen, som skinner gennem de lyse gardiner allerede ved 5-tiden. Ungdommen løber en tur over øen. Faren laver pulverkaffe og solgryn med mælk. Vi programmerer gps'en og tegner ruten ind på søkortet; nu kan russerne godt jamme gps-signalet, vi skal nok finde til Klagshamn alligevel. Da vi har vasket op og smurt os ind i sololie, starter vi den gamle 8-hestes Bukh dieselmotor, bakker ud af havnen og vender stævnen sydpå mod Øresundsbroen. Som igår har vi 6-8 sekundmeter halvvind og vi har vitterligt hele Øresund for os selv.  Vi møder et par enkelte skibe, men ellers sejler vi, som vi vil. København om styrbord og Barsebäck om bagbord.

Solen skinner, men det er hundekoldt! Storsejlet tager al solen, og vi sidder i skyggen, mens kold vind blæser ind over båden. Det går op for os, at Øresund ud for Amager er meget lavvandet, selv mange kilometer fra kysten er der kun 2 til 4 meters dybde. Her sejlede englænderne i 1801 rundt og målte dybden, så Nelson undgik at gå på grund, da han skulle ind og slås med unge Willemoes på Københavns Red.  Vi har heller aldrig været før, så vi følger nøje vor lagte rute og tjekke hele tiden dybden med ekkoloddet. I halvanden time har vi ikke set et eneste skib, og vi sejler selvbevidst gennem den store sejlrende midt under broen. Det er en oplevelse. Vi har kørt over broen snesevis af gange - nu ser vi det hele nedenfra. Det er stort. Øresundsbroen kan noget. Herefter svinger vi mod bagbord, farten er nu 6 knob. Hurtigere kan båden dårligt sejle, og vi styrer mod Klagshamn for at besøge en god ven, der har et vidunderligt lille rødt hus helt ned til havnen. Mikk venter på os på broen, og vi får med besvær fortøjet Anna i blæsten.

Klagshamn - hvor Mikk står klar med varmrøget laks fra havnens røgeri

Vor vært har varmtrøget laks fra den lokale fiskehandler på havnen plus en flaske Gammel Dansk. Vi har kolde danske øller og irsk whiskey. I solen og blæsten spiser og drikker vi blandt gode mennesker. Det er som at udleve Ulf Lundels åbne landskaber. Vi tørner tidligt ind og ser Pirates of the Caribeans i kahytten til vi vælter omkuld. 

Næste morgen tøffer vi ud af havnen med kurs mod Falsterbo Kanalen. Den har vi glædet os til at opleve. Vi sparer mindst 10 sømil eller to timer, når vi slipper for at sejle uden om Falsterbo. Vi har hørt, at broen over kanalen åbner automatisk hvert 20. minut - men det forkert. Da vi næsten er fremme tjekker vi det for en sikkerheds skyld lige på nettet. Her fortæller det svenske søfartsverket, at kanalen er spærret på grund af reparation! Vi er nogle elendige søamatører, landkrabber og futmælksmatroser!

Troels Kløvedal har sagt, at eventyret begynder, når man er usikker på, om man står på den rigtige perron. Vi kan udvide visdommen: Eventyret begynder, når Falsterbokanalen er spærret! Tidsplanen er hermed lagrt i ruiner. Vi må sætte en ny kurs uden om halvøen. Vi har tabt tre timer og vi vil først kunne nå til planlagte Kåseberga langt over midnat. Vi satser i stedet på at nå til Ystad. Vinden er imellemtiden løjet af. Vi har lært endnu en lektie: når vinden er gunstig, skal man udnytte den og sejle så langt som muligt. Ikke stoppe op og drikke øl med vennerne. Turen rundt om Falsterbo tager en evighed og Sveriges sydkyst har ingen ende, mens vi tøffer afsted for motor. Efterhånden tager vinden til og vi sætter alt det sejl, vi har. Pludselig sejler vi atter 6 knob og livet bliver til at leve igen. Men det er koldt og vi ryster af kulde, da vi kommer ind i Ystad gæstehavn.

Men hvilken luksus. Her har de båse til båden, og det tager ca. 60 sekunder at blive fortøjet. Junior stikker op i byen for at handle i Coop og jeg rydder op på dækket og betaler havneafgift. Vi er trætte og har på trods af sejlenes slagskygger fået sol i hovederne. Et par glas rødvin, krydret kylling og græsk salat med flutes varmet i en stegepande med låg og vi går i dørken.

Næste morgen er fredag. Vi er klar til 4. og sidste etape, som går langs kysten og videre over Bornholmergattet. Havet er spejlblankt og ikke en vind rører sig. Vi lader lige Express 5 til Rønne komme forbi først, den sejler 10 gange så hurtigt som os, og tøffer så afsted igen i skygge op langs kysten. Ud for Kåsaberga ser vi Ales Stenar. Det er en imponerende skibssætning fra den yngre bronzealder. En skånsk Stonehenge i skibsform, skabt af 59 fem tons tunge sten, der tegner sig som en drageryg mod himlen. Det var hér, vi gerne ville være nået til igår, nu ser vi det dramatiske oldtidsmonument fra havet istedet. Det bliver det ikke ringere af.

Ud for Sandhammeren vender vi ryggen til Svenskekysten og sætter kurs direkte mod Hammeren på Bornholm. En flok tejster flyver lavt hen over vandet i en lang lige kolonne, som cykelryttere i Giroen sidevind med en stærk tejst-hjælperytter i front. Jeg har en stor sympati for disse fugle, som lever på havet helt op til Grønland. Med fuglene kommer vinden, netop som vi behøver den. Vi krydser Bornholmergattet med 6 knob. Farvandet er et af de vigtigste trafikknudepunkter i Østersøen — nærmest en motorvej til søs mellem Nordsøen/Kattegat og havnene i Baltikum, Polen, Finland og Rusland. Her passerer 3-400 store containerskibe, tankskibe, bulk carriers og færger i døgnet. Jeg har anskaffet mig en ny bærbar VHS-radio som modtager AIS-signaler. Det er signaler, som informerer om skibenes position, kurs og fart, og min radio med indbygget gps, kan derfor fortælle, hvornår og hvor tæt vi kommer på de store skibe.  Det er en smart mini-radar, som gør sejlads i trafikeret farvand lettere. Vi styrer uden om fire fragtskibe og så dukker Bornholm op i kimingen. Vi ser Hammershusruinen og det lille hvide fyr på Hammerknuden, som vi er gået forbi så mange gange. Nu ser vi det fra havet for første gang.

Hammerknuden dukker op i kimingen og vinden er perfekt. Sådan har jeg aldrig set Bornholm.

Dette er et Johannes V. Jensen øjeblik.

Bornholms nordkyst smiler ikke fagert som på Sjælland. Men den er heller ikke furet og vejrbidt som den norske. Den har en grøn dragt hen over klipperne. Som vølvens ord på min venstre arm: Hun ser jord stige af hav forårsgrøn. Jeg fortryder ikke at have forladt min æblehave i Helsingør for dette.

Vi runder Hammerknuden og vinden lægger båden hårdt over mod bagbord. For fuld fart sejler vi langs kysten forbi Sandvig over Allinge til Sandkås. Hele vejen kan vi se, at der bliver gjort klar til Folkemødet. Telte og boder skyder op overalt. Sådan har der formentlig set ud i Skanør på Falsterbo, når der var sildemarked i middelalderen. Nu er vi snart hjemme. Ud for Tejn stryger vi sejlene og starter motoren og tøffer ind i havnen til plads 123, som står parat til os. Sidste ledige plads i havnen, lige neden for Skipperkroen. Det lover godt for fremtiden.

Jeg er glad for vores sømandsskab på det lille sommereventyr. Vi har klaret de 125 sømil godt. Det samme har vores 26-fods Anna og vi sender en venlig tanke til Søren, som vi købte båden af. Han har en del af æren for, at alt ombord fungerer perfekt. Det har været en god tur, og vi er glade for at være hjemme.