Landlov på Anholt

Nabobåden vækker mig lidt i seks for at sige, at han sejler videre men ikke ved, hvor han skal fastgøre min agtertrosse. Jeg fortæller ham på tysk, at det også er en svær beslutning, men at jeg nok skal klare den, når han er væk. Jeg er lige ved at sige “Gute Fahrt” men undlader. Det minder for meget om farsyndere, der netop har fået en fartbøde på 10.000 kr. og alligevel sige “fortsat god dag” til Vlado, når han kører væk. Bagefter kan jeg selvfølgelig ikke falde i søvn igen, så jeg laver en kop kaffe i morgensolen og læser videre om Knud Rasmussens fantastiske slæderejse over 18.000 kilometer gennem Eskimoernes Rige fra Grønland over Canada og Alaska til Sibirien.

Formålet med “Den 5. Thule Ekspedition” fra 1921 til 24 var at afdække og forstå 34.000 eskimoers oprindelige kultur før ‘civilisationen’ øvede sin ubodelige indflydelse. De rejse med hundeslæde fra boplads til boplads og høre menneskene fortælle deres sagn og fortællinger. Jo mere jeg læser, jo mere fascineret bliver jeg, for Knud Rasmussen og hans medrejsende bevæger sig langs menneskets allernordligste overlevelsesgrænse, lige før moderne tider sætter ind og slører billedet for altid. Sådan lever det originale mennesket med og af naturen i en stædig kamp for overlevelse. Her er intet planteføde, eskimoerne lever udelukkende af at dræbe dyr, fisk og fugle. Alt bliver fortæret, så intet går til spilde og balancen mellem liv og død er hårfin. Sultedøden lurer konstant.

Knud Rasmussen og de øvrige rejsende er selv en del af dette arktiske økosystem. De er på lige fod med eskimoerne nødt til at jage og dræbe de dyr, som de og hundene skal leve af gennem tre år. De kan således først rejse, når de har chancer for at møde rener, sæler eller fange fisk undervejs, eller når de har nok forråd til at gennemføre næste etape.

På en 14 dages ekspedition over 600 km med tre slæder beregner Knud Rasmussen eksempelvis, at de behøver 200 kilo rensdyrkød til hver slæde med 8 hunde. Og rensdyrkød er endda ikke det ideelle brændstof til hundene. Forestil jer selv, hvad det kræver af jagtlykke for at rejse 18.000 kilometer og skyde 18 tons bytte!

Knud Rasmussen skildrer en ren biologisk betinget kultur: Forældre, som må slå den ene tvilling ihjel ved fødslen, fordi man ikke kan forsørge to børn på én gang men også en kultur, hvor hustruen går over til naboen, når manden er væk i lang tid, og vender tilbage til ham, når han kommer hjem, og alt er ved det gamle. Eller når man med glæde tager imod et plejebarn, som var det ens eget, hvis man ikke selv har barn. Jeg har set en film fra Antarktis, hvor pingviner adopterer fremmede unger, når deres egne er døde.

Jeg er rørt - dette er biologiens moral, som vi sjældent kender den idag: det store liv kommer først. Eskimoerne, som Knud Rasmussen møder på sin lange rejse, er tvunget til at træffe uhyrlige valg, som vi i moderne tider er lykkeligt forskånede for. Vi skal ikke vælge, hvilken af tvillingerne vi vil slå ihjel - men vi mener alle, at abort er en menneskeret!

Knud Rasmussen opdager til sin store glæde, at uanset hvilke stammer og bosteder han besøger på sin lange rejse, så forstår de andre eskimoer hans grønlandske. Det arktiske folk er ét. Igennem tre år mødes han udelukkende af hjælpsomme mennesker. overalt strømmer folk ekspeditionen i møde, hjælper med at få bygget snehytterne, deler den mad, de har samt “noget til jeres hunde”. Knud Rasmussen er knyttet til eskimoerne, og da han møder en eskomi-stamme, hvor de har fået at vide, at der kommer “en hvid eskimo” sætter han sig ned i snehytten og snakker med dem. På et tidspunkt spørger de

“Hvornår kommer den hvide eskimo”?

Hvortil Knud Rasmussen svarer, “Jamen, det er mig!”

Knud Rasmussen er pave stolt, når han skriver dette i sin bog, og jeg forstår ham. For nogle år holdt jeg et foredrag i London og en af tilhørende, en ung kinesisk kvinde kommer op med tårer i øjnene og trykker mig i hånden og siger “tak, du minder så meget om min gamle far i Singapore” - jeg var lige så stolt over at blive accepteret på tværs af alle de grænser, vi sætter for hinanden.

Knud Rasmussen tegner i sin bog et portræt af verdens måske mest hådføre folk - eskimoerne - som generation efter generation har overlevet under vilkår, ingen andre kan overleve. Ingen moderne mennesker har moralsk ret til at sætte en finger på deres levevis; den er udviklet til perfektion.

Siden Knud Rasmussen rejste over isen på slæde, har det moderne samfund mishandlet kloden til ukendelighed. Og det er til grin, når moderne mennesker over deres caffe latte forarges over ordet “eskimo-is” og laver vrede updates på sociale medier og tror, at de kan redde verden ved at spise kunstigt kød lavet på et laboratorium og hindre klodens opvarmning ved at købe en to tons tung Tesla.

Vi bevæger os blot længere og længere væk fra Knud Rasmussens virkelige univers. Når man læser “Den lange Slæderejse” taler forfatteren og eskimoerne hele tiden om “mennesker”. Jeg har aldrig set ordet “menneske” skrevet så mange gange i en bog. Den første bog Knud Rasmusssen fik udgivet hed i øvrigt “Nye Mennesker”.

Men har I bemærket, hvad de kommunikationsuddannede siger på TV og skriver i medierne: De taler i stigende grad om “personer” aldrig mere “mennesker”. Men vi er mennesker - mænd og kvinder - i modsætning til dyrene, som Knud Rasmussen skildrer opdelt i hanner og hunner. Grønland hedder på grøndlandsk også “Kalaallit Nunaat, hvilket betyder "menneskenes land”.

Vi har de seneste 50 år urbaniseret vores klode til ukendelighed og søgt mening i det menneskeskabte, mens vi fjerner og mere og mere fra naturen. Fra de sociale medier, det moderne menneskes nye udkigstårn, forsøger vi så at styre verden på plads ved hjælp af endnu mere teknologi, endnu mere lovgivning og flere pronominer.

Knud Rasmussens bog gør os opmærksom på, at vi har bevæget os væk fra fra det eneste vigtige: Vi lever ikke længere for at leve. Vi har har accepteret at være en del af bruttonationalproduktet i stedet for naturens kredsløb.

Vi har glemt at være mennesker på kloden! Med denne nye erkendelsen smider jeg bogen hen på hylden ved VHF-radioen og beslutter mig at gå på opdagelse på Anholtt

Anholt var besat af englængerne fra 1809 til 1814 - rakkerpak!- og i 1811 forsøgte en tapper dansk angrebsstyrke at generobre øen. Men en forræder havde advaret englænderne, og kombineret med dårlig ledelse blev danskerme nedkæmpet med 30 dræbte og 270 sårede. Vi har en tendens til at trække på skuldrene over fortidens lidelser. Men de menneskelige omkostninger ved Slaget på Anholt er sammenlignelige med vore tabstal i Afghanistan.

Der er et monument for de faldne midt på øen i Anholt by, som jeg vandret til. Jeg har med vilje efterladt mobilen på båden og uden mobilepay sparer det mig fra at købe 3 gamle sølvskeer til 10 kr. stykket ved en vejbod, en pose Anholt-kartofler til 25 kr, som jeg ville have taget med hjem samt en kop kaffe - jeg egentlig ikke behøver.

Det er en intersant vandretur rundt om øen - den er kuperet med vild og særegen natur, ikke som noget andet jeg kender. Det sidste stykke foregår hen over Nordbjerg - øens højderyg med en fantastisk udsigt - det giver bjergvandrings-fornemmelse.

Tilbage i havnen har jeg fået nye tyske naboer, et sødt ældre ægtepar fra Glücksburg. Vi taler godt sammen og jeg erfarer, at mandens firma faktisk har været hacket og at deres it-system har været totalt nedlagt af russiske kriminalle - rakkerpak!! - som krævede løsepenge, for at fjerne deres ransomware. Hvilket firmaet nægtede. De ville ikke lade sig afpresse af kriminalle banditter, og firmaet klare sig på eventyrlig vis igennem en livstruende krise uden af betale en eneste bitcoin. Det er der kommet en bog ud af “Hackerangriff im Autohaus”.

Om aftenen står den på fin spisning med kniv og gaffel på sønnens arbejdsplads - Spiseriet. Efter tre dage med dåsemad og beskøjter spiser jeg nu fire retter inspireret af ejernes besøg på Kap Verde og ser solen gå ned over Kattegat. Klasse oplevelse og hele turen værd.

Bagefter går jeg i Dørken - en ægte havneknejpe ejet af den samme som har Anholt Gin og sidste år finansieret af 221 mennesker, der gennem et crowdlending-projekt hver har skudt 1.000 kroner i projektet. For en mand, der har skrevet “New Local Economy” er dette lige efter mig hoved. Jeg ser det sidste af fodboldkampen og drikker et par IPA sammen men min søn, som har fået fri fra restauranten.

Næste morgen sejler jeg hjem igen - solen er lige stået op. En flok tejster flyver ind over båden - sorte fugle med hvide pletter på vingerne. Det er første gang jeg ser dem. De lever langs kysterne i Nordatlanten og Ishavet, men der er også en bestand her i Kattegat. De giver en fornemmelse af vild natur.

Da jeg er fri af Anholt sætter jeg sejl, får trimmet dem perfekt og sejler fem knob 45 grader op mod vinden hele vejen til Gilleleje.

Her er de fire, som for hundred år siden rejste samtlige 18.000 kilometer over Arktis til Sibirien: Qâvigarssuaq Miteq, Knud Rasmussen, fotografen Leo Hansen og ekspeditionens eneste kvindelige deltager: Arnarulunnguaq Peary . Hun var var usædvanlig sejg og gjorde hele rejsen med på lige vilkår med mændene. Hun var den første grønlandske kvinde som modtog Kristian d. 10’s fortjenestemedalje - og vil være at finde på en af de nye pengesedler, der sendes i cirkulation i 2028.