Walter Benjamin på tidsrejse

Jeg mødte Walter Benjamin (1892-1940) på en bænk på Place Louis Aragon i Paris, mens han scroller de sociale medier.

Walter Benjamin i “Jetzzeit” i Paris 2010 & 1935

Siden jeg var i Paris første gang som 16-årig har jeg drømt om at køre op ad Champs-Élysées på motorcykel. Jeg kan huske de små japanske motorcykler, som dengang dominerede gadebilledet i Paris, og var betaget af de hvinende maskiner. Jeg husker duften af Gauloises cigaretter og benzinos. Det ville jeg engang gerne være en del af og nu er jeg her endelig på min egen cykel med 40 års forsinkelse. Jeg kender præcist vejen, da jeg kører ud i myldretrafikken i bunden af  Latinerkvarteret, hvor har har fundet et to-stjernet hotel. Jeg vil op og ned ad alleen og realisere min drengedrøm.

I 1928 skrev den tyske tænker Walter Benjamin:  “Som gymnasten, der laver kæmpesving i recken, svinger vi som børn lykkehjulet, der før eller siden kommer ud med den store gevinst. For kun det, vi allerede vidste eller gjorde i femten års alder, vil sidenhen være vor sande tiltrækningskraft...”

Og manden har jo ret. Når vi er midt i teenageårene lukker udfaldsrummet sig for drengenes drømme sig langsomt. Jeg skal ikke kunne udtale mig om pigerne. Man kan aldrig senere i livet drømme større drømme, end man gjorde som 15-årig.

Jeg styrer ned til Notre Dame og følger Seinen på den venstre bred ad Quai de Montebello, drejer over Ponte Neuf forbi en masse vejarbejde og kommer frem til Rue de Rivoli; kører roligt fra det ene røde lys til det næste langs med Louvre på venstre hånd og boghandelen i indkøbsarkaden på højre hånd. Hen over Concorde Pladsen med Ramses II’s 3.300 år gamle Obelisk, nu har jeg  Tour de France feltet i mit baghjul og blinker af til højre ind på Champs-Élysées. Her giver jeg maskinen gas og buldrer over brostenene i midterste bane. Jeg har ikke kørt 1600 kilometer for at snegle mig op ad alleen i 3. gear! Ved rødt kommer en Triumph op på siden af mig. Vi nikker til hinanden og forsvinder på hver sin side uden om en turistbus. Jeg styrer mod Triumfbuen for at tage min sejrsrunde hele vejen rundt på Place Charles-de-Gaulle, som hed Place d’Etiole, da jeg var dreng.

Fuld gas ind i mylderet omkring Triumfbuen hvor 10 brede boulevarder løber sammen og tømmer deres trafik til omfordeling. Ikke en vejbaneafstribning eller markering på pladsen - bare brosten og lidt asfalt spredt tilfældigt oven på. Her må være som sæbe i regnvejr. Men idag skinner solen, og jeg drøner med dødsforagt ind i kaoset og slipper af igen tilbage på Champs-Elyssees. Ned ad brostenene igen. Utroligt at de ikke asfalterer vejen. Men så ville der vel ikke være brosten at slås med og bygge barrikader af næste gang, der er revolution.

Nu er jeg på hjemmebane igen, over brostenene ned til Concorde Pladsen, til højre over broen forbi Nationalforsamlingen og ned ad ”min gade” Boulevard Saint Germain, hvor cafeerne Brasserie Lipp, Café Flore og Les Deux Margots frem til 60erne dannede en triangel for de parisiske intellektuelle. Her sad Jean Paul Sartre og Simone de Beavoir og arbejdede, hvis de ikke snakkede med en alkoholiseret Hemingway. 

Jeg nyder larmen fra min motorcykel. Jeg lever i nuet og svinger til venstre ad Boulevard Saint Michel ned mod lyskrydset ved Seinen. Til højre kan jeg se Notre Dame, som endnu ikke er brændt ned og bygget op igen. Herfra hedder gaden Boulevard de Palais. Over krydset og ud på Ile de la Cite, én af de to øer i Seinen. Lige frem til rødt lys. Over floden og er nu på højre bred. Jeg følger den frem til Pont Marie og krydser over til Ile Saint-Louis – som er dagens mål efter min afstikker.

På Quai de Bourbon er der plads til at parkere motorcyklen. Jeg låser hjelmen fast til styret og går hen langs de høje huse fra det 17. århundrede. Seinen på min højre side. Der er en vidunderlig raslen fra bladene på de høje aspetræer – lyden af Ile Saint-Louis. Det er let at forestille sig, hvordan Alexander Dumas, Victor Hugo og Hemingway har slentret ad de brolagter gader. Byens larm er væk, her er som en fransk provinsby, jeg hører kun bladenes raslen og pludseligt også klokkerne fra Notre-Dame.

Som Jorden er velsignet af Jupiter i verdensrummet, er Ile Saint-Louis velsignet af naboøen Ile de la Cité. Takket være sin enorme størrelse danner Jupiters tyngdekraft nemlig et skjold, som tiltrækker de fleste asteroider og meteorer, der ellers ville være braget ind i Jorden og have skabt kaos. På tilsvarende vis tiltrækker Ile de la Cité med Notre Dame Katedralen millioner af turister, der ellers ville være trukket over til Ile Saint-Louis og have omdannet øen til et turisthelvede.

Jeg har på fornemmelsen, at det er hér, jeg skal møde Walter Benjamin, som i 1933 flygtede til Paris. Med mig i lommen i motorcykeljakken har jeg Benjamins “Einbahnstraße”. Det er en forunderlig bog med 100 korte ‘Denkbilder”, på dansk “Tankebilleder”.   En blanding af journalistik, filosofi og digtning tilsat Benjamins udefinerbare magi. Men jeg tror, jeg har afluret ham lidt af hans måde at skrive på. Han tænker i billeder og bringer hele tiden forskellige universer sammen i ét.

Et af hans tankebilleder er “Poliklinik”. I Den danske Ordbog forklares ‘poliklinik’ med “offentlig klinik hvor patienter gratis kan komme til ambulant undersøgelse eller behandling uden først at have fået en henvisning fra deres praktiserende læge.”

Benjamin skriver:

“Forfatteren lægger tanken på caféens marmorbord. Lader den ligge lidt i fred. Han udnytter den tid, hvor glasset - linsen, som han ser patienten igennem - endnu ikke er foran ham. Så pakker han lidt efter lidt sine instrumenter ud: Fyldepen, blyant og pibe. Cafeens gæster, der er arrangeret amfiteatralsk, udgør hans kliniske publikum. Kaffen, der omhyggeligt hældes op og nydes tilsvarende, sætter tanken under kloroform. Hvad den sanser, har ikke mere med sagen at gøre, end den bedøvede drøm i det kirurgiske indgreb. Håndskriften skæres til i omhyggelige sætninger, kirurgen sætter accenter, brænder overflødige ord væk og indskyder som et sølvsøm, et fremmedord. Til sidst syr han det hele sammen med fine sting af tegnsætning og betaler tjeneren, hans assistent, i baren.”

Vi ser to parallelle billeder..og måske et tredje, nemlig teksten, som bliver til.  Egentlig er Walter Benjamin ikke så struktureret, som de andre store tænkere; han leverer snarere virkeligheden som teori i øjeblikket.

Walter Benjamin er berliner, født i Charlottenburg i 1892 i en velhavende jødisk familie... jeg stopper op og overvejer, hvorfor jeg egentlig skriver om hans jødiske baggrund, udover at det gør alle andre. Er det vigtigt? Jeg er ikke sikker. Er jeg på vej til blot at levere floskler og returinformation? Bevares, nazisterne var frygteligt efter ham, men det tror jeg, de også ville have været, hvis han ikke havde været jøde.

Walter Benjamin er en filosof uden for kategori, og måske skal jeg fremadrettet være mere forsigtig med at sætte etiketter på de mennesker, jeg møder. Etiketterne repræsenterer dovenskab og kan blokere for forståelsen. Jeg har opdaget, hvor vrede mennesker bliver, hvis jeg fx nævner Elon Musk og fortæller, at man bør forstå hans og de andre tech-fyrsters måde at tænke på. De har forandret verden. Men folk vil ikke forstå, hvordan de tænker. De hader dem bare. Det er tåbeligt. Jeg mener, at vi skal kunne diskutere og vurdere tanker og ideer ud fra deres eget værd, ikke deres ophav. Ellers har vi ikke tankefrihed.

I 1930 skrev Benjamin, der, udover som sagt at være jøde, også var marxist, et brev til den tyske jurist og teoretiker Carl Schmidtt. I brevet fortalte han, at Schmidtts tanker om magt og ret havde inspireret ham. Det skal her tilføjes, at Schmidtt var medvirkende til formuleringen af nazisternes juridiske grundlag. Han gav forbryderne deres legitimitet! Men det viser netop Benjamins fabelagtige format som tænker; han opfatter tanker og ideer løsrevet fra deres udspring. Benjamin tænker ikke som andre. Derfor vil jeg så gerne møde ham.

Han er ikke tynget af høj moral, men heller ikke nogen hykler. Han vil gerne bryde med sine forældre, men er ikke for fin til at leve af deres penge. Han er gift med en Dora Kellner med hvem han havde en søn, hvilket ikke holdt ham tilbage fra at forelske sig i en lettisk kommunist Asja Lacis, mens familien var på ferie på Capri. Bagefter dedikerede han “Einbahnstratte” til sin nye muse, der samtidigt fik ham omvendt til marxismen.

Walter Benjamin var fri i ånden – friere end de fleste i 1920’erne og ‘30erne – med en god portion humor. Her hans Tankebillede “13”, som sammenligner “bøger og skøger”

I. Bøger og skøger kan tages med i seng.

II Bøger og skøger fletter tiden sammen. De styrer natten som dagen og dagen som natten.

III. Ingen kan se på bøger og skøger, at minutterne er dyrebare for dem. Men når man kommer tættere på dem, bliver man klar over, hvor travlt de har. De tæller, når vi fordyber os i dem.

IV. Bøger og skøger har altid haft et ulykkeligt kærlighedsforhold.

V. Bøger og skøger - de har hver deres slags mænd, som lever af dem og chikanerer dem. Bøger har kritikerne.

VI Bøger og skøger i offentlige huse - for studerende.

VII. Bøger og skøger - sjældent ser man slutningen på dem, der ejer dem. De har en tendens til at forsvinde, før de går bort.

VIII. Bøger og skøger fortæller gerne og forløjet, hvordan de er blevet til det, de er. Men i virkeligheden mærker de det ofte ikke selv. I årevis forfølger de alting »af kærlighed«, og en skønne dag står de fede og udslidte i køen, hvor de blot stillede sig  »for studiets skyld«.

IX. Bøger og skøger elsker at vende ryggen til, når de præsenterer sig selv.

X. Bøger og skøger gør verden ung.

XI. Bøger og skøger – ærbar kvinde, ung luder. Hvor mange bøger var ikke engang uanstændige for nu at være noget nutidens unge burde lære af.

XII. Bøger og skøger viser deres skænderier frem for folket.

XIII Bøger og skøger - Fodnoter er for den ene, hvad pengesedler i strømperne er for den anden.

Jeg er vild med “Einbahnstrasse”, der blev udgivet i 1928, mens alt stadig var godt i Berlin. Relativt i hvert fald. Men værket gik hurtigt i glemmebogen og blev først genoptrykt i 1955. Det er den udgave, jeg har i inderlommen af min jakke. Ind i mellem de to årstal var Benjamin egentligt ikke noget stort navn nogen steder. Han var simpelt hen for tidligt ude med sine tanker. Men også det havde Benjamin et ord for. Han opererede med begrebet “Jetzzeit”, som ikke må forveksles med ordet “nutid”.

Det danske ord “nutid” hedder på tysk “Gegenwart”, og det refererer til den liniere tidsopfattelse: Begivenheder foregår på en grammatisk tidslinje: førdatid, datid, førnutid, nutid, fremtid. Den ene begivenhed skaber den næste, og den tid, vi lever i, opfattes som et trinvist skabt produkt af fortidens begivenheder og beslutninger.

Men med sin “Jetztzeit” mener Benjamin, at tiden nu er inde, og at vi er klar til revolutionen, ideen eller omvæltningen, som har ligget latent og ventet på det øjeblik, hvor den kan få sit gennembrud.

Efter min mening er Benjamins ideer ved at nå til deres ‘Jetzzeit’ her i den sidste halvdel af 2020erne med næsten et hundred års forsinkelse. Det er dét, jeg vil tale med ham om. Hvis jeg ellers kan finde ham her på Ile Saint-Louis, hvor tiden står stille. Måske skulle jeg være kørt ned til læsesalen på  Biblioteque Nationale, hvor han slår sine daglige folder.

For enden af vejen ved Place Louis Aragon får jeg øje på mand, der sidder på en mørkegrøn bænk og stirrer ned i noget, der ligner en lille bog. Da jeg kommer nærmere og skræver over kæden til den lille park, genkender jeg Walter Benjamin. Nu er vi i 1935! Men han sidder ikke og læser en bog – han sidder og glor ned i en mobiltelefon!

Jeg bliver så overrasket, at jeg snubler over kæden.

Walter Benjamin begik selvmord i den spanske grænseby Portbou den 26. September 1940. Han frygtede, at de spanske myndigheder ville udlevere ham til nazisterne. Så for at være på den sikre side, tog han en dødelig overdosis morfin. Hvordan kan han have fået fingrene i en mobiltelefon?

Jeg fortsætter faldet over kæden og lander med en brag på brostenene. Heldigvis er jeg stadig iført læderjakke og motorcykelbukser med knæbeskyttere, så det eneste, der lider skade, er min værdighed! Den er til gengæld også slemt ramponeret. Det var ikke lige den entré, jeg havde forestillet mig, da jeg planlagde at møde en af 30ernes mest begavede tænkere.

Benjamin ser bestyrtet op fra sin telefon og springer hen for at hjælpe mig på benene.

-Alt i orden, siger jeg og kommer på højkant og føler mig dum. Min højre håndflade er øm. Der sidder nogle småsten fast i huden, som jeg overdrevent upåvirket tørrer af i bukserne.

-Nils Elmark. Jeg rækker den ømme hånd frem. Undskyld min klodsede entré.

-Walter Benjamin, svarer tænkeren og giver mig et forbavsende fast håndtryk.

-Jeg mistede koncentrationen, da jeg så, at De havde en mobiltelefon. Det havde jeg ikke forventet.

- Jeg har også lige fået den af min redaktør, siger Benjamin. Den hedder en iPhone. Det er en model 16. (Han udtaler det på fransk) Den er fra Amerika. Det er helt utroligt, hvad den kan. Jeg har endnu ikke vænnet mit til den!

Min forvirring er total. Her mødes jeg med Benjamin i Paris i efteråret 2010, og så sidder han med en 5G smartphone fra 2025. Dette er i sandhed “Jetztzeit”. De store tendenser kolliderer med et brag på Ile Saint-Louis.

-Hør her, Herr Benjamin, må jeg ikke byde på en kop kaffe og lidt gratis wi-fi? Jeg trænger til at sidde ned. Jeg så, der er en poliklinik henne på hjørnet.

Benjamin smiler:  De har læst min bog.

Jeg nikker og er lige ved at stikke hånden i lommen og vise ham 1955-udgaven af Einbahnstraße. Men jeg synes ærlig talt, at tidsforvirringen er tilstrækkelig.

-Forfatteren Ernest Hemingway havde kontor på Quai d’Anjou en kort overgang i 20erne, siger jeg for at holde samtalen igang.

-Digteren Charles Baudelaire boede her størstedelen af sit liv sammen med sin muse, svarer Benjamin, for at føre samtalen ind på et seriøst spor.

- Jeg har oversat mange af hans tekster til tysk. Han er et prisme, jeg forsøger at se verden igennem. Hans muse hed i øvrigt Jeanne Duval. Han kaldte hende for sin “Sorte Venus” og gav hende en lejlighed på Rue de la Femme‑sans‑tête på Ile Saint-Louis, fortsætter Benjamin.

-Hun inspirerede ham til at skrive nogle af hans bedste digte.

-Som Asja Lacis inspirerede Dem? svarer jeg og tænker: De er vist en værre én, Herr Benjamin.

-Ja, vi behøver alle inspiration for at være kreative. Inspirationen er gnisten, som starter en kreativ “kædereaktion” for nu at bruge kemikeren Max Bodenstein’s udtryk, siger Benjamin.

Jeg ved ingenting om Baudelaire eller Bodenstein. Som i ingenting! Jeg troede, vi skulle tale om Einbahnstraße. Men det er ulempen med disse interviews med afdøde forfattere. Man aner ikke i hvilken retning, de bevæger sig.

Mens vi går, har jeg mulighed for at studere ham. Han er en lille mand med et lidt for stort jakkesæt. Bag de runde briller sidder et sæt brune intelligente øjne, han har overskæg og grånet pjusket hår. Benjamin er en bogorm! En nørd. Det stråler ud af hans fremtoning. Bleg og uatletisk. Hans univers er biblioteker, universiteter og cafeer. Blandt de dødelige er han kluntet og sårbar, men blandt ånderne er han en kongeørn.

Vi går ind på café Saint-Regis og finder et hjørne, hvor vi kan overskue hele rummet. Jeg tager min blok og fyldepen frem, mens vi venter på kaffen. Benjamin lægger sin iPhone på marmorbordet.

-I Deres essay “Das Kunstwerk im Zeitalter seiner technischen Reproduzierbarkeit” taler De om, at kunsten har tabt sin aura. Hvad mener De med det?

Nu går jeg lige på og hårdt.

-Lad mig give Dem et eksempel. Hver dag strømmer mennesker fra hele Europa til Louvre for at se “Mona Lisa”, forklarer Benjamin. Ethvert pencelsstrøg på lærredet er malet af Leonardi da Vinci for 400 år siden. Han har stået i sit atelier i Firenze og rørt ved lærredet.  Den kunstneriske skabelse kan stadfæstes i tid og sted, og det kan idag kun opleves ét sted på kloden, nemlig i Salle des États på Louvre et par kilometer herfra.

- På vej ud af museet kan De bagefter købe et postkort af Mona Lisa, sætte et 15 centimes frikærke i højre hjørne på bagsiden og sende det til en ven i Danmark. Det er et godt billede, men vedkommende vil aldrig få den samme oplevelse, som De havde i museet. Mona Lisa har tabt sin aura, da hun kom på postkort. Deres ven vil blot se et industrielt fremstillet billede, der helt mangler originalens autentisitet. Til gengæld vil selve postkortet have aura. Deres ven kan se, at De skrev en hilsen til ham fra Paris på en bestemt dag, han vil genkende Deres håndskrift og poststemplet bekræfter kortets ægthed.

I takt med, at stadig mere kunst reproduceres industrielt, taber det sin egenart. Teater bliver til film. I teatret er hver forestilling autentisk: Publikum og skuespillere er i direkte forbindelse med hinanden. Og hvis en skuespiller glemmer en replik, glemmer han den kun i denne ene forestilling, i morgen er det måske en ny replik, han glemmer. Hans aura overføres til stykket.

Med film er det anderledes. Her er publikum og skuespillere ikke i direkte kontakt med hinanden. Den samme film kan vises i hundredvis af biografer på én gang. Skuespilleren bliver derved auraløs, til gengæld skaber instruktøren og filmselskabet en “pseudo-aura”, når skuespilleren bliver iscenesat som stjerne, der kan tilbedes af masserne.

-Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, om det er godt eller skidt, siger Benjamin.

-Har De set nogen af Goebbels propagandafilm? De skræmmer livet af mig. Den seneste, “Hitlerjunge Quex”, blev i 1933 set af over en million mennesker, primært de unge. Vi kan måske være 50 mennesker, som samtidig ser på Mona Lisa, eller måske 500 i teatret, men med moderne industriel reproduktion kan staten med sine film indoktrinere en helt generation af unge mennesker. Mit håb er, at anstændige kunstnere også vil bruge de nye medier til at vække en slumrende upolitisk befolkning til at gøre oprør mod fascister og kapitalister.

Walter Benjamin er blevet ophidset og har talt sig varm, da han bliver afbrudt af tjeneren, som bringer os vor kaffe. Vi er forud i programmet i “Poliklinikken”.

Jeg har selv engang i min ungdom for et halvt århundrede siden set “Hitlerjunge Quex” eller måske var det blot brudstykker – og kan godt forstå, at Goebbels formåede at få store dele af ungdommen over på sin side. Og at Benjamin er skræmt. Det var uhyggeligt effektiv propaganda. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv som 14-årig i 30ernes Tyskland kunne have modstået presset fra propagaen og fællesskabet. Men det er jeg ikke så modig, at jeg fortæller Benjamin.

-Industriel reproduktion har ændret relationerne mellem kunsten og beskueren. Før betragtede mennesker kunst som individer og forholdet var 1:1. Nu er mennesker blevet til masser, fortæller Benjamin.

-Men det giver også den enkelte borger nye muligheder for at udtrykke sig, fortsætter Benjamin. Jeg har studeret den nye telefon, som alle mennesker på gaden konstant kigger på. Jeres sociale medier giver hver enkelt menneske en stemme; det er ikke længere forbeholdt magthaverne og kapitalen at udtrykke sig. Folket kan ikke længere undertrykkes! 

-Benjamin, jeg er bange for at De er tager fejl. For bag ved hver eneste mening eller billede på de sociale medier, har de globale selskaber, som ejer medierne, en algoritme – en matematisk model – der søger for, at borgerne kun får de meninger at se, som tjener kapitalens interesser. For at sikre at borgerne, som i virkeligheden er konsumenter, bliver hængende, udvælger og præsenterer teknologi-fyrsterne informationer på en måde, så folk bliver afhængige af de sociale medier. Faktisk er brugerne ikke blot tech-firmaernes kunder. De er produktet! Det er dem, som de sociale medier sælger til industrien, så den kan sælge sine varer. Det er salg af varer og tjenesteydelser, der driver hele møllen.

- Sociale medier er i øvrigt et godt udtryk, siger Benjamin, det er lige mit gebet. Jeg får en del af min indtægt fra det tyske Socialforskningsinstituttet

-Jeg er bange for, at det bliver endnu værre, siger jeg. Teknologikoncerner har udviklet nye avancerede algoritmer, der begynder at udkonkurrere den menneskelige hjerne. Ved hjælp af symbol logik og mekanisk tænkning har man skabt kunstig intelligens og kreativitet, der dårligt kan skelnes fra ægte menneskelig skaberkraft. Kapitalen har matematik-gjort kreativitet.  

-Den nye mekaniske hjerne kan skrive artikler, bøger, lave billeder og film i det uendelige. Systemet har fået adgang til alt viden, der til dato er skabt på jorden. Kunstig Intelligens kan derfor gengive verden mere detaljeret end fejlbehæftede mennesker. Foreløbig med visse begrænsninger, men det er nok kun et spørgsmål om tid.

- Siden De skrev“Das Kunstwerk im Zeitalter seiner technischen Reproduzierbarkeit” er prisen på information styrtdykket, fortæller jeg. Ikke mindst fra starten af det 21. århundrede, hvor informationsformidlingen er skiftet fra papir til skærme, som den mobil, der ligger på bordet. I dag er viden nærmest gratis. De kan google eller chatGPTe Dem til al viden. Den amerikanske økonom, Michael L. Rothschild, hævder ligefrem, at den vigtigste faktor for fremskridt og økonomisk vækst, er prisen for at kopiere viden og information.

-Er Rotschild også flygtet fra nazisterne, spørger Benjamin.  

-Næh, det tror jeg ikke, han er en amerikaner jeg mødte i Californien i 1990 ved en bogreception.

-Hvis det er rigtig, hvad De siger, at kunst og viden ikke alene er gratis at reproducere , siger Benjamin, men at den er gratis at skabe, så kan den kunstige intelligens lave nyt i det uendelige uden menneskelig indgriben. Så bør vi skrive et nyt essay: Das Kunstwerk in seiner technischen Entstehungszeit – “kunstværket i dets tekniske skabelsestidsalder”.

Hvis skabelsesprocessen bliver overtaget af maskiner bliver fremtidens intellekt og kreativitet jo uden autentisitet, konstaterer tyskeren oprevet.  Samfundet er på vej til at blive auraløst!  Vi kan fremover ikke skelne mellem menneskelige og teknologiske drømme.

-Den eneste drivkraft, der vil være tilbage, er grådigheden, siger jeg. (Mener jeg virkelig det? Det er sortsyn!)  Udviklingen af kunstig intelligens skabes nemlig af børsnoterede virksomheder, hvor ledelsen bliver fyret, hvis den skaber mindre profit end konkurrenten. De 9 af de 10 største amerikanske selskaber er allerede teknologi-selskaber, som jager ny børsværdi.  Og lige nu kan jeg ikke se, at et menneskelige oprør mod teknologi-fyrsterne er på vej, siger jeg opgivende.

-Hjemme har jeg et Paul Klee monoprint, som jeg elsker. Den nye Engel hedder billedet. Det forestiller en engel med åben mund og åbne øjne, som stirrer ind i historien, hvor den ene katastrofe afløser den næste og efterlader verden i ruiner. Englen vil gerne hjælpe med at udbedre ødelæggelserne, men historien blæser englen videre baglæns ind i fremtiden.

-En reproduktion af billedet, vil måske fjerne dets aura, men vi ved alle, at bag det står en kunstner, et menneske af kød og blod, som frygter for fremtiden. Og det gode ved den tekniske reproduktion er, at vi kan få budskabet ud til mange mennsker og vække deres politiske bevidsthed. Men hvis billedet var lavet af en af Deres regnemaskiner, Herr Elmark, ville det ikke alene være auraløst, det ville være meningsløst! Hvem vil læse et essay eller studerer et billede frembragt af en maskine uden bevidsthed? Man kan ikke tage en maskine seriøst.

-Kender De østrigeren Kurt Gödel?, spørger Benjamin. Han forsker i logik i forbindelse med matematiske systemer, hvor man som bekendt udleder sætninger ved hjælp af faste regler. Gödel har i 1931 imidlertid påvist, at matematiske sætninger altid har begrænsninger. Nemlig, at de ofte ikke kan bevises eller modbevises inden for systemet, samt at systemet ikke kan bevise sin egen konsistens. Systemet kan med andre ord ikke erkende sine egne selvmodsigelser.

-De er heller ikke matematiker, kan jeg se på Deres ansigtsudtryk, fortsætter han. Gödel illustrerede sin påstand med eksemplet: "Denne sætning kan ikke bevises”. Hvis man virkelig kan bevise sætningen, er sætningens udsagn forkert. Med andre ord, vi kan ikke gøre den menneskelige virkelighedsopfattelse 100 % matematisk. Der vil altid være forskel på menneskelig og matematisk intelligens, fastslår Benjamin.

-Enig, svarer jeg. Og jeg synes, det er interessant at De nævner Kurt Gödel og hans udtryk “denne sætning kan ikke bevises”. I 1929 malede Magritte et billede af en pibe med teksten "Ceci n'est pas une pipe" (dette er ikke en pibe). Det illustrerer sammenstødet af to logiske systemer.  Men takket være vor humoristiske sans, kan vi som mennesker leve med dette sammenstød, vi finder det endda morsomt. Begge dele kan ikke være sande undtagen i den menneskelige hjerne.

-Folk vil gøre oprør mod den kunstige intelligens, mener Benjamin.

-Som folket gør oprør mod facisterne? svarer jeg ironisk. Hvad nu hvis staten leverer ‘velfærd’ til borgerne, uden at de skal arbejde for det? Vil folk så protesterer, når de har råd til at sidde på café hele dagen i dialog med algoritmerne?

- Det lyder godt, det der med at få penge af staten, siger Walter Benjamin, som de seneste mange år konstant har været i økonomisk forlegenhed.

-Men mennesker skal arbejde, de skal skabe, ellers ender de som kvæg, der bliver malket af kapitalen. Og det lyder som om, det er det, der foregår i Deres tidsalder. Jeg tror stadig, at folket ender med at lave revolution og overtage magten over regnemaskinerne.

-Jeg håber, De har ret, Herr. Benjamin.   

Benjamin rejser sig.

-Jeg skal lige ud og slå en streg, siger han.

Mens han er væk, finder jeg hans bog frem af inderlommen. Jeg vil bede Benjamin om at signere den, når han kommer tilbage. Jeg kalder på tjeneren, som rydder bordet for de tomme kaffekopper og får 10 Euro for sin ulejlighed. 

Da Benjamin efter 10-15 minutter ikke er kommet tilbage, går jeg ud på toilettet for at se efter ham. Men han er der ikke. Han er forsvundet. Det samme er hans iPhone, han efterlod på marmorbordet. Jeg ville godt have sagt ordentligt farvel til manden. Jeg går ud på gaden og slendrer langs Seinen ned til stedet, hvor motorcyklen er parkeret. Jeg lægger mærke til, at tiden nu løber lidt hurtigere og lidt mere højlydt gennem i de høje aspetræer. Det må være fordi, det er blevet ‘Jetzzeit’.