Unboxing Onkel Marius

Jeg har det som youtuberen, der for rullende kamera vil forevige førstehåndsindtrykket, mens han åbner postpakken med en vare, han har købt på internettet. Foran mig ligger en brun arkivkasse fra Rigsarkivet og indeni befinder sig Københavns Universitets Immatrikulationsprotokoller fra 1920 til 1932. 

Men video er udelukket i dag. Jeg er på Forskningslæsesalen i Den sorte Diamant, hvor man ikke må fotografere. Jeg har allerede fået voksenskældud for at tage min taske med, for at tale for højt, for ikke at have billedlegitimation klar, for at bruge kuglepen og for at have registreret mig utilstrækkeligt på Rigsarkivets hjemmeside. Nu må jeg hellere holde mig til reglerne og virke seriøs. Altså ingen youtube unboxing. Man skal vælge sine kampe. Jeg har trods alt ikke engang åbnet kassen, som nu ligger på min plads, der har nr. 47.

Jeg er her for at afdække historien om min fjerne onkel Marius, som jeg har planer om at møde i Paris i januar 1931, da han var på studiebesøg på Sorbonne. Hvordan jeg har tænkt mig at rejse tilbage i tiden og møde ham dér for 95 år siden, skal jeg nok forklare en anden gang.

Lige nu handler det om at finde den røde tråd i hans åndelige livsbane, som tager fart ved indskrivningen på Københavns Universitet i 1927 efter afsluttet studentereksamen. Han var den første student i familien. Hvad tænkte han og hvad var vigtigt for ham. Jeg tror, han havde fingeren på tidens puls. Jeg har allerede talt med Københavns Universitet og spurgt, om de ved, hvad han læste, om de eventuelt har gemt hans eksamensopgaver og karakterer? Alle disse oplysninger har de imidlertid sendt videre til Rigsarkivet, så jeg begynder der, hvor det hele startede: nemlig ved hans indskrivningen på universitetet. Og her er jeg så med Immatrikulationsprotokollerne på bordet på plads nr. 47.

"Du må meget gerne lægge materialet tilbage i samme orden", siger den unge tatoverede bibliotekar, som for længst har tabt troen på det ordentlige i mennesker.

“Forstås”, siger jeg med dæmpet læsesalsstemme. Det var hende, der mente, jeg talte for højt.

Det er nu ikke en vanskelig opgave at holde rækkefølgen, for kassen indeholder kun to store bøger, der ligner gammeldags hovedbøger fra Korsbæk Bank.  Jeg føler en vis ærefrygt, da jeg lukker den første bog op. Siderne er tykt papir og de studerende er indskrevet med sort blæk i en ensartet ordentlig skrift. Jeg ser, at skribenten sætter to prikker over y’erne. Dette er altsammen skrevet af det samme menneske, som år efter år har haft ansvaret for netop at indskrive de nye studerende. Hver årgang er organiseret i alfabetisk orden. Det tager mig omkring 30 sekunder at finde det, jeg søger.  Jeg er en smule skuffet over, at det går så hurtigt. ChatGPT ville have brugt mere tid. 

Dér står han så i årgang 1927 midt på siden mellem mellem Ellegaard og Elmby:

Elmark, Marius Kristian Abildtoft, Efterslægtselskabets G. efterfulgt af nummeret 756.

Jeg bliver berørt. At se hans navn i den gamle protokol er et lysglimt fra fortiden. At se det indskrevet i protokollen med fyldepen med bred spids, virker som en plads i evigheden. Marius har været her og  samfundet har skrevet ham ind i historien.  

Ud for hvert af de indskrevnes navne og gymnasium står eogså t nummer. Overboen Ellegård har nummer 713 og underboen Elmby har 526 . Jeg spekulerer på, om det er et journalnummer, som jeg kan bruge, til at spore Marius i andre af universitetets kartoteker og arkiver. Jeg prompter det, og endelig finder jeg svaret. Numrene til højre er karaktergennemsnittet fra studentereksamen. Frem til 1963 brugte man Ørsted-skalaen, hvor UG var det bedste med en talværdi på 8. Herfra faldt karaktererne brutalt ned til til Slet, som var minus 23. En nådeløs skala, hvor et par dårlige karakterer kunne spolere en eksamen. Ingen plads til blackouts. Men så måtte gymnasieeleverne og de studerende tage sig sammen og gøre sig umage i alle fag. Tal om præstationskrav! Som navnet antyder var skalaen udviklet af vor berømte fysiker H.C. Ørsted og alene af den grund, burde man overveje at genindføre Ørsteds-skala. I 1927 skulle de studerende have 4,5 i snit for at komme på universitetet, så Marius ligger godt til med sine 7,56. Faktisk har han den højeste karakter på siden i protokollen. Han kom ind på Københavns Universitet med et gennemsnitskarakter på UG minus. 

Så er vi lissom igang!

Nu skal jeg have fundet ud af, hvad han studerede og interesserede sig for, inden vi skal mødes i 1931. Læsesalen har en helpdesk, hvor en venlig og kompetent ung mand forklarer, hvordan arkivsystemet er bygget op. Jeg kan umiddelbart se frem til at grave i 49 forskellige arkiver, hvor Marius kan have sat sit aftryk. Han var nysproglig student, så jeg starter med Det filosofiske Fakultet, så må vi se, hvad der dukker op. Jeg tager diskret et foto af siden med Marius’ navn. Lægger de to protokoller i rigtig rækkefølge ned i arkivkassen og afleverer materialet i reolen under trappen.  

Fem søskende fotograferet omkring 1925-27: Bernhard, Willy, Frede, Johanne og bagerst storebror Marius - familiens geni.