Med ryggen til verden?

Lilletårn på Frederiksø

Der ligger 3-4 gråsæler på Østerskæret og markerer dansk suverænitet mod Rusland. Jeg hører deres sirenesang, før jeg ser dem. En lav og dyb tuden. Sælerne deler skæret med en håndfuld storskarver, som tørrer vinger. De fleste er ungfugle med lyst bryst.

Vi er i starten af september, og jeg er tilbage på Christiansø. Det er gråt og vådt, og jeg kan forvente regn resten af dagen. Det lever jeg med. Jeg er herovre for at købe et par eksemplarer af Ben Woodhams genoptrykte bog 'Ertholmene'. Han er par excellance Bornholms mest fremtrædende kunstner, der utrætteligt skildrer øens natur årstid efter årstid: Jeg behøver ét eksemplar til mig selv og ét til min svenske ven, som tak for hans evige inspiration. Uden ham havde jeg ikke kendt så mange gode svenske kunstnere og forfattere.

Og så er det noget sludder. Det er ikke derfor, jeg er her. Jeg havde købt bøgerne alligevel, bare i Rønne. Men at købe bogen om Ertholmene på Ertholmene er prikken over i'et. Jeg henter bøgerne i Sirenehuset, der er en lille café, butik og samlingspunkt for folk, der kommer sejlende med færgen fra Gudhjem. Jeg falder i snak med indehaveren Kirsten, der omtaler Ben Woodham, som ‘Ben’. Hun har rejst over hele verden men er kommet i sync med sig selv på Christiansø.

Jeg bestiller en flatwhite, og vi taler om Tage Voss. Ham kender de fleste mennesker, der er gamle nok til at huske lyden af en klaprende skrivemaskine. Han var læge på Christiansø i 20 år og en kendt forfatter og avispersonlighed, der konsekvent gik mod strømmen.

'Vi har flere af hans bøger, de fleste er antikvariske', siger Kirsten, og peger på en bogkasse ved siden af butiksdøren.

Det er en guldgrube; jeg opdager et eksemplar af bogen ‘Datoerne’, der behandler de nøglebegivenheder under besættelsen, som har påvirket vor opfattelse af at være danske. Datoerne holder nok ikke vand for ungdommen idag, men de gjaldt for Tage Voss og hans generation. Min far var jævnaldrende med lægen fra Christiansø. Så datoerne er sikkert smittet lidt af på mig. Jeg glæder mig til at læse bogen. Den er lige så gammel som mig, lidt falmet med krøllede hjørner men stadig fuld funktionsdygtig. Jeg får den for 59 kroner med forfatterens signatur. Jeg er lykkelig for at have fået fingre i den gamle bog, inden Anthropic splitter den ad og gør den til AI data.

Jeg køber en flatwhite og Kirsten gemmer mine bøger i en genbrugt plastikpose under disken, så jeg ikke skal bære rundt på mine nyerhvervelser i regnvejret.

Jeg går ud i regnen, og hundred meter længere henne passerer jeg Palivaren.

Jeg går indenfor igen. I fordums dage var Palivaren en lillebitte karantærestation, nu er den et lillebitte galleri med skiftende kunstnere. Navnet kommer af det franske 'parloir', et rum hvor man taler, og hver gang jeg går forbi, går jeg altid indenfor og snakker med den til enhver tid udstillende kunstner. Det kommer der altid noget godt ud af. For tre-fire år siden talte jeg med Joachim, som udstillede sine billeder. Han er siden blevet min gode ven og nabo i Allinge. Året inden mødte også maleren Lene dér og købte en akvarel af hende. Hun og hendes mand er ligeledes blevet nye venner i Allinge. Denne gang taler jeg med sølvsmeden Lone, som designer og laver fantastisk sølvbestik. Christiansø har en helt enestående tiltrækningskraft på interessante og kreative mennesker. Og en rotationskraft, som siden sender dem ud i verden.

Jeg går ud i regnen og bliver der.

Nu, hvor sæsonen går på hæld, virker verden endnu mere fjern. Jeg savner alle lomvierne fra i sommer. De er fløjet. De tilbringer vinteren på åbent hav og går kun på land i ynglesæsonen. Danmarks eneste lomviekoloni er på Græsholmen, hvor hunnen lægger et enkelt æg, og når ungen har brudt skallen og er tre uger gammel, hopper den i vandet. Herefter overtager hannen den videre opdragelse. Sådan er det i også med pingviner. Jeg bliver rørt over vor sårbare og omsorgsfulde natur, som jeg får lov til at være med i.

Mågerne er også blevet færre. De har fået ungerne på vingerne og har også forladt kolonien på Græsholmen. Tilbage på øerne er blot de fastboende mennesker og lidt turister, hvis antal kan tælles på fingre og tæer. Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage og opleve øen endnu mere kold og blæsende.

Jeg er gået ud til Verdens Ende, som nu er uden fugle. Her er blot overskidte klipper, som regnen er begyndt at vaske rene, så der er fint til foråret, når fuglene vender tilbage. Mellem det almindelige Christiansø granit ses en bred bræmme af rosa granit - pegmatit - der har fået lov til at afkøle langsommere og derfor har haft bedre tid til at danne store krystaller. Jeg piller en lille stump ud af klippen med fingrene. Ikke meget større end en stor ært. Havde det været en diamant, kunne jeg have købt en bil for pengene. Men nu er det blot 30 karat feldspat og kvarts af ringe klarhed, som kun har værdi for mig. Man sige, at min granitsten er ubetydelig, men put den ned i skoen, så skal den nok gøre opmærksom på sin eksistens. Det gør jeg ikke, jeg putter den i lommen.

Jeg siger selv, at på Christiansø kan jeg vende ryggen til verden. Men når jeg oplever klipperne, naturen, årstiderne, vinden, regnen og alle de søde mennesker, som har tid til at snakke med hinanden, begynder jeg at tro, at det er lige omvendt. Dette er den virkelige verden, som moderne mennesker i deres enfold har vendt ryggen. Dette er ikke Verdens Ende. Det er Verdens Begyndelse.  

Pegmatit - her fik granitten for 1,4 milliarder år siden lidt ekstra tid til at størkne

Top of Form

Bottom of Form