Tysktime på Oma’s Apotheke

I Hamburg havde jeg i december en samtale med Siegfried Lenz om pligt, kunstnerisk frihed og moralsk ansvar.

Da jeg tog hjemmefra i går, havde jeg tænkt, at når jeg kom til Hamburg, ville jeg interviewe Joachim Ringelnatz eller Siegfried Lenz uden i øvrigt at gøre mig tanker om, hvordan jeg skulle få etableret kontakten. De har en samlet dødstid på præcis 100 år. Men jeg kunne have sparet mig mine overvejelser. Da jeg kommer ind i boghandlen Thalia på Spitalerstraße sidder Lenz smilende med åbne arme og piben i hånden og venter på mig under skiltet: Unser Hamburg.

Siegfried Lenz kom hjem fra krigen som 19-årig og begyndte få år efter at skrive historier. Ikke i Hemingway-klassen, som han stræbte efter, men små eksperimenterende fortællinger, som udstråler alverdens skriveglæde. Disse små ufærdige noveller og skrivemaskine-skitser fra en ung mand, der skrev for skrivningens skyld, blev først opdaget efter hans død. De er nu posthumt offentliggjort under titlen ”Dringende Durchsage”.

Hvor svært kan det være? Interviewofret melder sig selv, og vi kan tale om det, alle forfattere elsker mest: deres nye bog. Jeg køber den på stedet og foreslår min nye ven Lenz, at vi tager ud til Schanzenvirtel og finder en restaurant. Jeg kender ikke kvarteret, hvor min onkel for et halvt århundrede siden havde en renseributik på Schulterblatt. Jeg har faktisk kun en svag erindring om gaden. Det eneste billede, som dukker op, er store drenge – nogle år ældre end mig - der spiller fodbold i baggården bag butikken.

Jeg tager Lenz under armen, og vi går ud i støvregnen over til Hovedbanegården og finder S2 mod Altona. Der er blot to stop til Schanzenstraße, og som alle aldre steder i byen er der også her et julemarked. Hvor meget Glühwein og friture kan denne by sætte til livs? Kvarteret minder om Berlin: Det er plastret til med graffiti og klistermærker. Jeg bryder mig ikke om graffiti, det er et overgreb på byen og de mennesker, som bor og arbejder der. Det sender et signal om, at her hersker gadens regimente. Men det er også et signal om magtesløshed og fremmedgørelse. Hvad skal vi stille op med de andres samfund, som vi ikke kan påvirke. Det er derfor folk stemmer på Trump, Marine Le Penne, Meloni og Alice Weibel. De tegner politisk graffiti på stemmesedlen. I hører ikke på os!

Vi går ned ad Schanzenstraße, kvarteret er hipt; designerbutikkerne ligger side om side med smarte frisører og veganer restauranter, og for diversitetens skyld også kontoret for en queer filmfestival.

Undervejs fortæller Siegfried Lenz om sin baggrund. Samtalen foregår i øvrigt på dansk, som han taler flydende. Han voksede op i Østpreussen, blev som 17-årig i 1943 indkaldt til Marinen, gjorde tjeneste på krydseren Admiral Scheer, men nåede at gå fra borde inden skibet blev sænket den 9. april 1945 i Kiel. Lenz blev herefter sendt til København for at forrette tjeneste på hjælpekrydseren Hansa men deserterede undervejs. Få uger efter var krigen forbi, og han kom i engelsk krigsfangelejr, inden han havnede i Hamburg, hvor han begyndte at studere. Han fik job på Die Welt men skrev sideløbende historier til skrivebordsskuffen. Det er dem, vi skal snakke mere om senere, hvis vi finder et sted at sidde.

For mig er Siegfried Lenz ensbetydende med romanen Tysktime. Jeg tror, jeg fik bogen af min far som teenager, og sammen med Heinrich Böll har Lenz været mit omdrejningspunktet for 60ernes tyske kulturliv. I min spinkle bevidsthed hænger de to forfattere sammen med Willy Brandt som fundamentet for Tysklands genrejsning efter Stunde Null. I øvrigt suppleret af krigsromanen ”Die Brücke” af Manfred Gregor. Når jeg genlæser disse forfattere idag bliver jeg gymnasieelev igen.

Tysktime handler om den genstridige Siggi Jepsen, der i en ungdomsanstalt får til opgave at skrive en tysk stil om ”Pligtens glæder”. Romanens handling er lagt i Slesvig på grænsen til Danmark, hvor maleren Max Ludwig Nansen i 1943 får maleforbud af Berlin. Den lokale landbetjent Jepsen, som er Siggis far og ungdomsven til Max, får den triste opgave at overvåge, at maleforbudet bliver overholdt. En opgave den pligttro landbetjent nidkært tager på sig. Sønnen Siggi derimod holder af maleren og hans hjem, og beslutter sig at modarbejde sin far og beskytte maleren og hans kunst.

Tysktime udkom i 1968 midt i ungdomsoprører og gav Siegfried Lenz sit totale gennembrud. Bogen blev hans livsværk. I 37 uger lå den nummer 1. på Der Spiegels bestsellerliste og har solgt over 2,2 millioner eksemplarer.

Inspiration til romanen er hentet fra den dansk-tyske maler Emil Nolde, der levede i Nibøl i Slesvig og fik et tilsvarende maleforbud af nazisterne. For at hans fortsatte malerarbejde ikke skulle afsløres, gik han over til akvarelfarver, der i modsætning til oliemaling og terpentin ikke kunne lugtes. Nolde ville således ikke blive afsløret, hvis lovens lange arm skulle komme uanmeldt forbi. Efter min ringe mening blev disse akvareller, det bedste Emil Nolde nogensinde malede.  

”Jeg er fascineret af, at Nolde skifter fra olie til akvarelfarver for at fortsætte med sin kunst”, siger jeg. ”hvilket du i øvrigt ikke nævner i bogen”.

Lenz og jeg er blevet dus, uden at vi har aftalt det.

” Jeg interviewede engang den danske karikaturtegner Kurt Westergaard, som arbejdede på avisen Jyllands-Posten, fortæller jeg. Westergaard havde tegnet et billede af Muhammed med en bombe i turbanen, hvilket udløste muslimske dødstrusler, så tegneren måtte gå under jorden med politibeskyttelse. Under interviewet med Westergaard ville min fotograf tage et billede af ham, mens han sidder og tegner Muhammed med en appelsin i sin turban. Pludselig løber Westergårds filtpen imidlertid tør for sprit. 

”Arhh, det skal ikke stoppe os”, siger Kurt Westergaard og dypper i stedet pennen i kaffen og tegner skitsen færdig med sin kaffeerstatning.

”Det var en Nolde-løsning”, siger jeg, ”hvis de tager vort blæk eller vore oliefarver, så bruger vi bare kaffen eller akvarelfarverne!”

” Det billede kan jeg godt lide”, siger Lenz.

”Men Westergaard fortællingen slutter ikke her”, fortsætter jeg, og er klar over, at jeg nu bevæger mig ind i et minefelt i forhold til den stilfærdige ældre forfatter, som er stoppet op for at tænde sin pibe.

”En række mellemøstlige lande klagede til den danske regering over Muhammedtegningerne, som de ville have forbudt. Men politikerne forsvarede ytringsfriheden, selv da danske varer blev boykottet i Mellemøsten.

”Nogle år senere eskalerede kultursammenstødet”

”I 2022 begyndte en provokatør af brænde koraner af i protest mod muslimsk indvandring, og presset fra rige mellemøstlige muslimske lande voksede så meget, at den danske regering i 2023 vedtog en paragraf i straffeloven, § 110 e, som forbød koranafbrændinger. Nu kunne man blive straffet for at behandle religiøse tekster med disrespekt. Den primære bevæggrund var varetagelsen af erhvervslivets økonomiske interesser samt frygt for terror. ”

” Den danske billedkunstner Firoozeh Bazrafkan protesterede mod “koranloven”, fortsætter jeg.  “Det gjorde hun ved at rive sider ud af koranen og raspe dem i stykker med et rivejern. Det er faktisk forbudt“.

“I din roman taler du om nazisternes maleforbud og den blinde pligfølelse, som opretholder forbudet. Til sidst i bogen brænder billederne, da der går ild i en mølle, hvor Siggi har skjult dem. Han tror, det er faren som har antændt branden og forsøger at redde malerierne. Det bliver takseret som tyveri, hvilket er grunden til at han havner på anstalt. Begreberne omkring ytringsfrihed er højaktuelle i Europa lige nu. Det demokratiske Europa viger for religiøse krav udefra af frygt for at svigte de demokratiske værdier, som du og dine samtidige forfatterkolleger aldrig har kunnet tage for givet.”

Jeg kan se Siegfried Lenz blive usikker. Jeg fortryder, at jeg bragte emnet på bane og formentlig ødelægger den gode stemning. Er det fair at hive en humanist op med rødderne i det 20. århundrede og genplante ham i et moderne Europa, hvor indvandring splitter sammenholdet. Lenz skrev i et halvt århundrede for at forme et nyt demokratisk Tyskland oven på ruinerne af 2. verdenskrig.

”Jeg ville gerne møde Firoozeh Bazrafkan. Hun lyder som en kvinde efter mit hoved”, siger Siegfried Lenz endeligt og inhalerer røgen fra sin pibe.

Jeg er lettet. Jeg havde frygtet, at Lenz ville beskylde mig for at være højreradikal.

”I Tysktime adlyder landbetjenten systemet. Han er ikke nazist, men hans pligtfølelse byder ham at udføre de ordrer, som systemet giver ham. Det er hans og andres pligtfølelse, som var årsagen til, at nazisterne kunne fastholde magten gennem 12 år.”

”Din kvindelige kunstner nægter i modsætning til landbetjent Jepsen at spille med på magthavernes regler. Hun forfægter sin kunstneriske frihed i lighed med Nolde.”

Lenz smiler venligt.

”Vi havde i Tyskland i mange år efter krigen et løst litterært fællesskab, som blev kaldt Gruppe 47.  Her var vi pinligt bevidste om, at selvom man har et demokrati, er det ikke automatisk garanteret. Nazisterne greb, nej de fik magten overdraget i ’33, hvorefter de afskaffede demokratiet. Det ønskede vi ikke skulle ske igen.”

”Jeg tror, det var Popper, der betegnede dilemmaet som ”tolerancens paradoks”. I et åbent samfund er vi nødt til at acceptere modstridende synspunkter, også dem, som er os inderligt imod, men på at tidspunkt kan det blive nødvendigt for samfundet at skrue ned for tolerancen for at overleve som et demokrati”

”Din kunstner med rivejernet er ikke en trussel for demokratiet. Tværtimod. Hun forfægter retten til at udtrykke sig frit i sit eget land over for fremmede, som vil lukke munden på hende, fordi de føler sig religiøst krænkede. Berlin følte sig også krænket af Noldes ”degenererede billeder”. Tolerancens paradoks vender i alle retninger”.

Lenz taler dansk som en sønderjyde. Hvor var det godt, jeg traf ham i boghandlen. Jeg frygter islamiseringen af Europa og føler mig fristet til at presse den høflige Siegfried Lenz til at give mig ret i mine synspunkter. Men det ville være uanstændigt. Jeg skal ikke spænde Lenz for min vogn.

Han styrer selv fri af skærene:

 ”Jeg tilhører krigsgenerationen. Jeg har oplevet prisen for konfrontationen mellem ideologier og systemer. Jeg er født i Lyck, som i dag er polsk. Jeg var med Admiral Scheer, da vi forsøgte at redde de skibbrudne fra Wilhelm Gustloff, som russerne sænkede i januar 1945 i Østersøen. Mere end 6.000 mennesker druknede. Jeg har en stor del af mit liv levet i grænselande, først mellem Tyskland og Polen og siden i Danmark. Jeg har oplevet de store spændinger men også de store afspændinger. Vi almindelige borgere kan ikke forandre de store systemer. Set i forhold til geopolitikken er vi uendeligt små.  Men vi har et personligt ansvar. Landbetjenten vælger at gøre sin pligt over for systemet, mens hans søn, vælger at handle mod systemet ud fra sin samvittighed. Det er i dagligdagen, vi har ansvar og muligheden for indflydelse. Men bed mig ikke tage stilling til islam i Europa. Den må du selv klare ”

” Som forfatter forsøger jeg at sætte mig ind i alle mine personer. Så godt det kan lade sig gøre, forsøger jeg at forstå deres handlinger. Det er selvsagt ikke det samme som at sympatisere med dem, men jeg er heller ikke ude på hævntogt. Min læser må selv tage stilling, om end jeg forsøger at hverve ham to at se tingene på min måde. Litteratur bliver til over to omgange. Når bogen bliver skrevet, og når den bliver læst.

Siegfried Lenz er vidunderligt ikke-fordømmende. Det er senere kommet frem, at Nolde havde haft sympatier for Hitler (men han fik maleforbud alligevel) og kritikere mener, at Lenz har bidraget til at pynte på Noldes lidt blakkede ry og rygte. Han burde have lagt større afstand til Nolde.

Men Siegfried Lenz skriver ikke for at rette på fortiden men for at forme en bedre fremtid.  Han søger at forstå mennesker, for kun derved kan vi lære af fortidens fejl. Måske er det Europas problem. Vi er kritiske over for fortiden men selvtilfredse i nutiden.  

Vi er kommet et stykke ned ad Schulterblatt og står nu overfor Rote Rosa. Her holder de autonome til og har været udsat for det værste graffiti angreb, jeg har set i lange tider. Et enkelt banner kræver Gaza gidslerne frigivet. Neden på trappen flyder det med affald og hjemløse i soveposer.

”Jeg har ikke lyst til at spise hér”, siger Lenz. Jeg er enig. Jeg husker også Shulterblatt som noget helt andet. ”Lad os gå tilbage mod stationen. Der ligger Oma’s Apotheke. Det så hyggeligt ud.

Vi finder et bord og bestiller to Astra. Jeg vil gerne have en XL currywurst med pommes frittes til 7,90 Euro. Lenz bestiller brasekartofler med to spejlæg. Det er et hyggeligt lokale fyldt med unge mennesker. Det er pyntet med gamle reklameskilte fra 60erne. Et rigtigt studentersted. Vi er de to ældste i beværtningen omgivet af ungdom til alle sider.

”Da jeg kom til Hamborg som 19-årig lige efter krigen, var alt ødelagt, siger han. Stort set hele byen var lagt i ruiner. Alle broer var ødelagt. Der lå 2800 skibsvrag i havnen. Destruktionen var total. Det var nærmest umuligt at forestille sig, at byen nogensinde skulle kunne blive genopbygget. Jeg var uforberedt på dette ragnarok. Så slemt så det ud. Men Hamburg blev genskabt under det store ”Wirtschaftswunder”, og når vi går forbi Røde Rosa, og jeg ser det hærværk, graffiti malerne har lavet, bliver jeg trist til mode. Er de klar over den pris, indbyggerne har betalt? Jeg føler næsten, at vi bliver ydmyget.”

Siegfried Lenz lysegrå øjne ser triste ud.

 Tjeneren kommer med vores mad. Øjnene bliver glade igen. Hun er ung og smilende med sunde hvide tænder. Både Lenz og jeg smiler tilbage til hende.

”Currywurst?” spørger hun.

Jeg rækker hånden i vejret!

Hun sætter den anden tallerken med kartofler og spejlæg foran Lenz.

Jeg fortryder, at jeg ikke tog det samme som ham. Kartofler og øl er forfatterføde! Hemingway bestilte kartoffelsalat og øl på Brasseri Lipp i Paris. Siegfried Lenz bestiller brasekartofler og øl på Oma’s Apotheke i Hamburg. Og jeg bestiller fantasiforladt samlebåndsmad som en amerikansk rygsækturist.

”Som 19-årig fik jeg for første gang en engelsk avis mellem hænderne, siger Lenz. Det var en skelsættende oplevelse. Jeg kunne lidt engelsk, og det var første gang i mit liv, at jeg oplevede, at man kunne have andre meninger end de nationalsocialistiske. Jeg var ikke politisk; for mig drejede alt sig dengang blot om at få stillet sin sult. Ødelæggelserne og lidelserne ligger dybt i min generation. Det er den klangbund, vi har levet med. Jeg arbejde på Die Welt i tre år, men jeg blev aldrig rigtig journalist. At refere verden var ikke nok for mig. Jeg var nødt til at skrive frit for at få en kaotisk tilværelse til at give mening.  Det var kun gennem mine noveller, essays og romaner jeg kunne komme til at forstå tilværelsen. Min debut var i 1951, da jeg fik udgivet en samling humoristiske fortællinger fra min fødeegn i Østpreussen.”

”Så når Siggi Jepsen i Tysktime har brug for at skrive en tysk stil for at forstå sit unge liv, så er det i virkeligheden en 19-årig Siegfried Lenz, der kommer hjem efter krigen?”

”Tja, når man skriver noveller og romaner, så afslører man sig selv. Jeg har skrevet hele mit liv, og hvis man har læst mine bøger og noveller formoder jeg, at man kender mig.”

”Jeg misunder dig at du kan skrive frit”, svarer jeg og skraber det sidste mayonnaise op fra tallerkenen med en kold pommes frites! ”Hele mit liv har jeg skrevet for at fastholde tiden. Hvis jeg ikke får skrevet mine oplevelser og tanker ned, føler jeg, at tiden løber unyttigt væk mellem mine fingre som tørt sand. Jeg forstår verden bedre, når jeg skriver mine artikler. Men jeg skriver først og fremmest for at give min bevidsthed evigt liv ”.

”Vi har i øvrigt slet ikke fået talt om din nye bog”, siger jeg og trækker ”Dringende Durchsage” op af lommen.

” Ha”, siger Lenz glad, ”så har de tømt skrivebordsskuffen ud på gulvet og fundet de sidste sørgelige efterladenskaber frem”.

”Det skal du ikke sige”, afbryder jeg, ”jeg smuglæste i bogen hos boghandleren og kunne se, at den er godt skrevet. Jeg er gammel redaktør. Jeg er af den opfattelse, at man ikke bliver forfærdeligt meget bedre til at skrive, når man først har gjort skrivningen til sit håndværk. Hvis du skriver godt som 56-årig, skrev du formentlig også godt som 26-årig.”

”Lenz, efter hvad du lige har fortalt, giver det god mening, at du skriver for at forstå.  Nu ser jeg det. Alle de 37 små historier i din nye bog har du hentet ud af virkeligheden og givet en pointe. Jeg glæder mig til at læse dine fortællinger i fred og ro. Nu har du givet dine historier en retning, jeg ikke kunne se før. Det bliver som at læse Sigge Jepsens tyske stil over skulderen.”

Jeg bliver rørt ved tanken. I dag står forfattere og journalister over for truslen om udslettelse af kunstig intelligens og her ved siden af mig går et menneske, som har skrevet hele sit liv for at han - og os - forstår verden bedre.

”Men lad os betale og gå udenfor, jeg kan se, at du har fundet piben frem”

Lenz havde taget en pakke Bac Baren Mixture op af frakkelommen. Han har i bogstevaligste forstand levet sit liv i en tobakståge. Günter Grass kaldte Lenz for Tysklands sidste store piberyger.

”Ja, det er dansk pibetobak”, siger han og følger mit blik. ”Denne tobak har jeg røget siden jeg købte mit lille fiskerhus på Als i slutningen af 50erne”

Ude på gaden er der stille. Det er mandag aften og julemarkedet på den anden side er nærmest mennesketomt. En taxi kører forbi, og Lenz rækker armen i vejret. Taxien laver en U-vending.

”Vil du med”, spørger ham.

Jeg ryster på hovedet: ”Jeg skal den anden vej til Hammerbrook”.

Lenz giver mig hånden:  ”Godt at møde dig og tale dansk igen”

”I lige måde”.

Den gamle mand vinker, smiler med de lyse øjne og stiger ind på bagsædet. Jeg hører ham sige ’Preusserstraße’ til chaufføren.

Så er han væk i mørket.

Han døde i 2014 som 88-årig.

Tilbage på fortovet af Schanzenstraße er blot en svag sødlig duft af Mac Barens Mixture.