Solosejlads til Anholt

Anholt i sigte med Knud Rasmussen i køjesækken

Jeg sejlede op gennem Øresund tidligt i morges og er nu midt på Kattegat uden at kunne se land nogen steder. Mit mobilsignal er forlængst væk. Det eneste spor jeg sætter i verden er en kølvandstribe, og den er væk om et øjeblik. Det er en diskret påmindelse fra kloden om, at den klarer sig fint uden mig, men at den er flexibel.

Der er 55 sømil fra Helsingør til Anholt. Jordens omkreds er 40.000 km, som er opdelt i 360 grader, der derved hver er 111 km. Hver af disse grader opdeles yderligere i 60 minutter, hvilket giver 1.852 meter, altså en sømil!

Det betyder, at jeg skal sejle over 100 km idag, for at besøge en af mine sønner, som har et sommerjob på Anholt. Det går lidt for roligt op gennem Øresund, men ved Gilleleje blæser det op, mere end de 8 meter i sekunet, som DMI spåede. Der er kommet liv i båden, jeg har vinden lige ind fra siden og farten er oppe på 6-7 knob. Det er på grænsen af, hvor hurtigt den teoretisk kan sejle - ikke hvad den kan tåle. Min Polaris Drabant har off-shore-egenskaber, så den kan sejle ude på de store dybe oceaner. Jeg er dog ikke sikker på, at skipperen har helt de samme egenskaber. Bølgerne bliver større. På et tidpunkt er det for festligt, så jeg går op mod vinden og reducerer forsejlet.

Sejladsen bliver straks mere behagelig, men det gynger stadig for meget til, at jeg har lyst til at blive kastet rundt i kahytten og forsøge at smøre madder og lave kaffe. Jeg nøjes med en flaske vand og en halv plade Marabou Mint Krokant. Turen til Anholt varer hele dagen, men heldigvis har jeg en autopilot, så jeg slipper for at sidde med hånden på styrepinden hele vejen og forsøge at holde kompaskurs 320. Så ville 56 sømil føles meget længere.

Ved 18-tiden kommer jeg ind i Anholt Havn, drivende våd efter at have bjærger storsejlet i heftig sommeregn. Her bliver jeg modtaget af verdens bedste havnelods i sin motorbåd. Han er Anholt’s gode humør og gelejder mig på plads:

“Hvad siger du til Bro 3? Jeg tror, vi lige har en plads til dig dér”, råber den solbrændte vildmand.

“Er det herinde, spørger jeg og peger.

"Ja, dér hvor solen skinner og pigerne er søde”, ler han

Det er lige mig. Med hjælp af en venlig tysker, får jeg fortøjet Anna på plads 312, rydder op i alt rodet på båden, ringer hjem og fortæller, at jeg er godt i havn, tekster det samme til sønnen, går op og køber pladsleje, kobler el-kablet til båden og får tørt tøj på. Nu har jeg landlov og burde gå på opdagelse på havnen, få en ny tatovering og starte et slagsmål; men jeg er for træt og vil hellere bare blive ombord.

Jeg tænder komfuret og tømmer en pose Coop “Chunky Tomato Soup” ned i en kasserolle og putter et focacia brød på en pande og lægger låg på, så det virker som en ovn, og skænker mig et glas rødvin. Sætter mig udenfor i aftensolen og spiser glohed tomatsuppe og brændt brød, mens jeg ser ud en skov af høje master. Anholt er en vild ø - et stykke utæmmet natur - man havnen er som IKEA’s parkeringsplads! Den er pakket med både fra hele Skandinavien og Tyskland, som alle er hjælpsomme og gør deres bedste for at respektere de andres privatliv.

Jeg begynder at læse Knud Rasmussen’s bog Den store Slæderejse, som jeg har haft med i køjesækken. Den handler om den 5. Thule-ekspedition, da danske og grønlandske opdagelsesrejsende foretog en 18.000 kilometer lang slæderejse fra Thule i Nord ned langs Grønlands kyst og tværs over det arktiske Nordamerika til Sibiriens kyst. Rejsen begyndte i 1921 og sluttede den 24. maj tre år senere: Altså for præcist 100 år siden.

Knud Rasmussen blev kaldt en ‘en hvid eskimo’ af eskimoerne eller inuitterne, som vi idag betegner den arktiske befolkning. Han voksede op i Jakobshavn - idag Ilulissat, hvor hans far var præst. Hans mormor var grønlænder og han selv talte sproget flydende.

Som 12-årig blev han sendt på kostskole på Nørrebro, og 8-9 år senere lykkedes det friluftsbarnet lige netop at skrabe en studentereksamen sammen. Han fik job som journalist på Kristeligt Dagblad og under en opgave mødte han en anden ung journalist Mylius-Erichsen, der som han og havde eventyr i blodet. De to fik i 1902 stablet “Den litterære Grønlandsekspedition” på benene. De ville lære mere om Arktis’ befolkning, kultur, traditioner og fortællinger. I 1905 gjorde Knud Rasmussen en afstikker til Lapland, hvor han sammen med 2 samer fulgte renerne over tundraen.

I de næste 20 år var Knud Rasmussen konstant på farten med sin hundeslæde, blev gift og fik fået tre børn - samt nogle udenoms i snehytterne - og hjemme i Danmark var han blevet en en folkehelt. Det var også Knud Rasmussen, som i 1913 var i Thule og fandt en 3,5 ton meteorit, som havde ramt Arktis for 5.000 år siden, og det var ham, som 12 år senere ved hjælp af 124 hunde og 14 slæder fik flyttet jernklumpen til kysten, så den kunne fragtes til København.

Dette er ren Tintin, som i Den mystiske Stjerne og alle de andre fortællinger, hvor tegneseriehelten går på opdagelse på de lokales betingelser - og endda finder en meteor i Arktis. Det er et snapshot af tidsånden. En selfie, om man vil, af pulsen og drømmene i starten af det 20 århundrede. Europa ville se raske mænd, som handlede og gjorde verden større med respekt for andre mennesker og kulturer. Knud Rasmussen og min egen barndomshelt Tintin gik ikke ud og underlagde sig verden, de gik ud for at opdage den, forstå den og blive en del af den. Mens Knud Rasmussen spiste råt sælkød med eskimoer i sneørkenen, sad englænderen T.D. Lawrence på hug i den bagende ørkenen og talte med araberne på deres eget sprog.

Det var sådan europæiske helte så ud, da moderne tider blev født. Hvis resultatet ser anderledes ud idag, er det ikke deres skyld. Noget er gået tabt undervejs - og vi skal finde det igen.

…og så er jeg er ikke for alvor gået i gang med at læse bogen; jeg har blot researchet lidt baggrund. Det skal nok blive spændende.

I Knud Rasmussens eget forord, refererer han til et eskimo sagn om nogle unge mænd, som vil rejse ud og opdage verden og som mange år senere mødes igen og konstaterer: “Verden er stor. Vi er blevet gamle undervejs. Men vi har levet rigt, og idet vi nåede vores mål, har vi vundet viden og visdom for kommende slægter”

Hertil svarer Knud Rasmussen, at eskimo-sagnets indtrængende tale om at være sine ungdoms idealer tro gjorde et stærkt indtryk allerede da han hørte fortællingen i sin ungdom. Han har ret, vi skal holde fast i ungdommens mål og drømme livet igennem. Men vi skal også have visdommen med. Livet skal ikke kun ses gennem øjnene blandt generation XYZ og Alpha. Jeg er glad for, at jeg tog strabadserne, da jeg sejlede alene til Anholt idag.

Jeg er for træt til at læse mere og går lige op på dækket og ser ud over havnen. Alt er stille, undtagen lidt glad larm ovre fra Dørken: Vi åbner kl. 15 og lukker når festen slutter. Den er stadig i gang.

Der går jeg over i morgen.