Skrivekunst i verdensklasse
Min gamle tyske gymnasiebog som jeg aldrig leverede tilbage. Jeg følte at jeg måtte eje bogen.
Plottet er brillant: Tag en ensporet tølper, hvis eneste talent er en overmenneskelig evne til at spille skak, og sæt ham over for et plaget kultiveret menneske, som kun overlevede nazisternes tortur, fordi han fik fingre i en bog med 150 partier udkæmpet af verdens bedste skakspillere, og lad herefter de to mænd mødes i en skakduel på liv og død om bord på en passagerdamper mellem New York og Buenos Aires. Ingen læser hopper af fra dette drama.
Titlen på fortællingen er lige så brillant som plottet: Schachnovelle eller på dansk Skaknovelle. Forfatteren Stefan Zweig vælger ikke det selvudslettende ”Eine Schachnovelle” men tager navneordet ”Schachnovelle” i sin grundform uden artikel og sætter derved sin helt egen standard, så der fremover ikke levnes plads til nogen skaknovelle over eller ved siden af.
Jeg har netop genlæst Schachnovelle efter 55 år. På titelsiden er stemplet: STATSGYMNASIET SCHNEEKLOTS SKOLE 1969. Det er min gamle skolebog fra gymnasiet, som jeg ikke leverede tilbage ved udgangen af 2. g. Jeg var så fascineret af dramaet omkring skakbrættet, at jeg besluttede mig for ikke at aflevere den tynde grønne opskårne hæftede bog ved årets udgang. Jeg kan stadig huske, at jeg løj for min tysklærer og hævdede, at jeg ikke kunne finde bogen, som nu har fulgt mig hele livet.
Handlingen foregår mellem 1938 og ’42. Den ene af novellens hovedpersoner er den kultiverede østrigske sagfører Dr. B., der bliver arresteret af Gestapo, som afhører ham i månedsvis i håb om at han vil afsløre, hvor klienternes formuer er gemt. Mellem afhøringerne holdes Dr. B. i total isolation i et lille værelse uden vinduer. Frygt, ensomhed og spekulationer truer med at drive ham til sammenbruddets rand. Heldigvis lykkes det ham at bryde isolationen, da han stjæler en bog med 150 mesterpartier, som han først genspiller i hovedet, og da de begynder at blive rutine, går han over til at spille skak mod sig selv. Skiftevis at skulle tænke som to mennesker bringer ham i en tilstand af skizofreni, så han til sidst taler i vildelse, hvilket får Gestapo til at lade ham gå.
Dr. B. flygter fra Europa og er nu på passagerdamperen på vej til Buenos Aires. Her har nogle af passagererne opdaget, at skakverdensmesteren Mirko Czentovic også er ombord, og en gruppe passagerer får med besvær arrangeret et parti med mesteren selv. Han er en simpel selvoptaget mand, der faktisk ikke kan noget som helst andet end at spille skak, hvilket han til gengæld også er genial til.
Czentovic fejer passagererne af brættet, forstås.
Passagererne beder om revanche. Ved det 37. træk er de i færd med at gå i en snedig fælde, som Czentovic har sat op, da Dr. B. pludselig bryder ind.
”Um Gottes Willen! Nicht”
Alle vender sig. Han har ubemærket siddet i en lænestol med ryggen til og fulgt med i spillet og advarer nu passagererne om, at hvis de rykker bonden ned til baglinjen og bytter den for en dronning, vil de være mat i ganske få træk.
Det, som læseren har siddet og ventet på hele novellen, kommer til at ske nu. Duellen skal til at begynde. Den er begyndt. Den arrogante verdensmester møder for første gang modstand, og det fra en mand, der ikke har siddet foran et skakbræt siden sin ungdom.
Takket være Dr. B. indgriben lykkes det passagererne at sikre remis, og for første gang er det verdensmesteren, som spørger, om de ønsker endnu et parti. De accepterer, men denne gang skal det være en direkte duel mellem Dr. B. og Mirko Czentovic.
Spændingen er på bristepunktet, og til læserens udelte glæde vinder Dr. B. dette parti. En ukendt og urutineret skakspiller har lige slået verdensmesteren, som ellers har virket usårlig. Hollywood ville være stoppet her, men ikke Stefan Zweig.
Verdensmesteren vil have revanche. Vi begynder at fornemme, at noget ikke er, som det skal være. Dr. B. forlod fængslet i en tilstand af "skakforgiftning", som hans læge kaldte det, idet han rådede ham til fremover at holde sig fra skak, hvis han ikke ville risikere at havne tilbage i skizofrenien.
Passagererne har ikke bemærket noget, men Mirko Czentovic har. Han forstår at udnytte andre menneskers svagheder og har opdaget, at Dr. B. tænker og spiller hurtigt og bliver stresset, når modstanderen giver sig god tid. Derfor begynder Czentovic nu at spille dræbende langsomt og pludselig er Dr. B. mentalt tilbage i cellen og nærmer sig et psykisk sammenbrud. Jeg-fortælleren i novellen som kender Dr. B.’s baggrund, fornemmer, hvor Dr. B. er på vej hen, og det lykkes at få ham til at trække sig midt i partiet. Dr. B. undskylder, at han ikke kan fortsætte og siger: ”Naturligvis er det Deres parti, Hr. Czentovic.”
Ingen af passagererne, undtagen fortælleren, aner hvad der foregår.
"En skam", siger Czentovic og læner sig tilbage i stolen, "Af en dilettant er denne herre egentlig usædvanlig begavet".
For nylig så jeg tv-serien Queen Gambit, der er en gribende skakfilm efter Walter Tevis roman, men jeg har ikke lyst til at se Schachnovelle som film. Handlingen foregår og skal foregå inde i læserens hoved, som skakspillet foregår inde i Dr. B's hoved. Det er i vor forestillingsevne og medleven, vi finder universet og magien. Det er her dramaet udspringer. Schachnovelle er en fjern påmindelse om vigtigheden af at læse.
Sproget i Schachnovelle er fantastisk. Det er ikke blot plot, handling og titel, som udmærker sig. Sproget gør det også. I en tid, hvor vi fodres med AI-genereret tekst, er her en forfatter, som behersker skriftsproget og lader det flyde. Stefan Zweig skriver lange sætninger, indimellem ultralange sætninger, som skaber læseoplevelse. Den længste sætning, jeg har kunnet finde, er på 133 ord.
I denne boganmeldelse, har jeg søgt at skrive i Stefan Zweigs stil – længere sætninger end jeg plejer at gøre - og hvis det er svært læseligt eller kedeligt, beder jeg hermed om undskyldning. Det skal ikke føres tilbage til Zweig.
Temaet i bogen er skak, men det store ærinde er kampen mellem demokrati og fascisme, repræsenteret af de to skakspillere. Det er svært ikke at sammenligne den ensporede Mirko Czentovic med Adolf Hitler.
Slutningen af novellen er deprimerende. Den onde vinder og den gode må nedbrudt forlade brættet. Og denne nedbrudte skakspiller er Stefan Zweig selv. Han var østrigsk-jødisk forfatter, som gik i eksil i 1934 i England og siden drog via New York til Brasilien. Her begik han og hans hustru Lotte den 23. februar 1942 selvmord ved at tage en overdosis sovemedicin, dybt deprimeret over den europæiske kulturs sammenbrud.
Schachnovelle var Stefan Zweigs sidste bog, som blev udgivet lige efter hans død.
Jeg husker ikke, om Schneekloth Gymnasium så gennem fingrene med deres novelle tab eller om jeg måtte erstatte den bortkomne bog.