Retten til at være respekteret som hverdagsmenneske

Jeg har netop interviewet forfatteren Hans Fallada i Berlin i anledningen af hans bog “Kleiner Mann was nun?”, som udkom i sensommeren 1932

Norwegian-maskinen DB3302 lander et minut forsinket kl. 17:11 i den nye Berlin-Brandenburg Lufthavn, der er designet som en plade Ritter-Sport i beton: Quadratisch. Praktisch. Gut.  På vej ned efter min kuffert, stopper jeg i kiosken og køber Berliner Kurier. Det er en fast rutine. Når jeg lander et nyt sted, køber jeg altid en lokal avis for at etablere jordforbindelse. For 10 år siden var der avissælgere på gaden, som efter klokke 9 om aftenen gik rundt og solgte morgendagens udgave. Man følte, man fik friske nyheder. Nu er jeg glad for at jeg overhovedet kan købe en papiravis.

Jeg er på en spændende mission. Jeg skal i morgen mødes med Hans Fallada, der er en af de markante forfattere fra tiden mellem Første og Ander Verdenskrig. Han døde i 1947 syg og desillusioneret og har siden da været ret pressesky, men det er alligevel lykkedes mig, at få aftalt et interview med ham. Vi skal tale om hans bog ”Kleiner Mann, was nun?”, der blev udgivet i skæbneåret 1932.

Mit eksemplar af bogen er trykt med ”gebrochener Schrift” eller ”fraktur”, som de fleste fejlagtigt kalder gotisk skrift, men som faktisk er rokoko skrift, der blev anvendt i tysk litteratur frem til januar 1941. Da forbød nazisterne skriftsnittet, fordi de pludselig fandt fraktur utysk og jødisk. Med sine mange elefantsnabel-sving er fraktur også anstrengende læsning, og jeg mistænker den manglende læsbarhed som værende den egentlige grund. Man kan ikke underlægge sig verden, hvis de betvungne ikke kan læse ens reglementer. Men jeg blevet god til at læse fraktur.

Når jeg skriver, at jeg er på en Berlin mission, er det ikke helt fyldestgørende. Jeg er blot på en indledende operation i ”Mission Berlin Alexanderplatz”, som strækker sine rødder næsten hundred år tilbage. Min onkel Marius, der døde af tuberkulose i 1932, var efter sigende familiens geni. Han talte stribevis af europæiske sprog flydende, plus nogle klassiske og læste James Joyce’ Ulysses på fransk. Mit eneste håndgribelige bevis på hans eksistens, er et eksemplar af Alfred Döblins ”Berlin Alexanderplatz” på reolen i mit arbejdsværelse.  Det er en førsteudgave fra 1929, trykt i fraktur, forstås, og med min onkels navnetræk. Jeg har forsøgt at læse bogen flere gange i årenes løb, men fortællingen, sproget og skriften har været for svært for mig.

For et par år siden begyndte jeg at genlære tysk, og når folk har spurgt mig hvorfor, har jeg aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle svare. Det er først nu, at det går op for mig, at min store mission hele tiden har været at læse Marius Elmarks bog. Andre træner til at løbe et maraton, bestige Matterhorn eller sejle over Atlanten. Jeg er en tidsturist, der træner til at læse og forstå Berlin Alexanderplatz i den form, jeg har fået den videregivet.

Men missionen er større end det. For når jeg får bragt Berlin Alexanderplatz ind under huden, vil jeg ikke blot bringe det gamle Berlin og Tyskland men hele mit Europa til live igen. Jeg er på en mission for genrejsning af den europæiske sjæl. Men det vil jeg fortælle mere om senere.

Jeg finder min kuffert på transportbåndet og går ned til togstationen og køber undervejs en billet på BVG-appen, som er tilknyttet min berliner N26 konto. Når man er på eventyr, skal man integrere sig mest muligt med de mennesker, man møder. Det lærte jeg af Tintin allerede som 9-årig.

Regionaltoget går fra lufthavnen durk gennem byen til Charlottenburg, hvor jeg finder mit hotel på Kanntstraße 104, der løber parallelt med Kurfürstendamm. Det lyder dyrt, det er det ikke. Faktisk er prisen, det eneste gode ved værelset. Døren er på et tidspunkt sparket ind, og nogen har forsøgt at sætte lås og håndtag tilbage på plads med to skruer. Jeg burde brokke mig til den russiske kvinde i receptionen men gider ikke og går i stedet ned på den lokale tyrker joint og spiser en dårlig currywurst med pommes.

Næste dag begiver jeg mig til Hennwack i Steglitz. Det er Berlins største antikvariat med over 400.000 bøger camoufleret af en gammel støberihal. Det var her, jeg første gang opdagede, at jeg kan bevæge sig i tid. Blandt endeløse rækker af bøger faldt jeg her over Edlef Köppens ret ukendte Heeresbericht fra 1930. Jeg satte mig til at læse bogen siddende på en banankasse fyldt med gamle bøger. Kassen stod oven på et rødt persisk tæppe. (Flyvennde?). Her lod jeg mig side for side suge ind i bogens univers og glemte efterhånden tid og sted, og da jeg en time senere kom ud på gaden, var det blevet mørkt og jeg så verden på en helt ny måde.  Idag er jeg en rutineret tidsrejsende, som behersker teknikken. Sommetider skubbes jeg ud af det nye univers første gang jeg distraheres, andre gange kan jeg blive hængende i dagevis, før jeg finder tilbage til nutiden.

Boghandleren, der sidder bag disken, når man kommer ind på Hennwack, ser sløvt op og siger ’…Gmnntag’ og lader mig gå uantastet ind i labyrinten af bogreoler. Jeg skal slå noget tid ihjel, inden jeg skal møde Hans Fallada og helst også bringe mig mentalt på bølgelængde, så vi ikke taler forbi hinanden.

Jeg kigger efter Kurt Tucholsky på hylderne. Han var en god ven af Fallada og sagde engang, at alt, hvad Fallada skriver i sine bøger, lyder som om, det først er blevet udtalt af virkelige mennesker. Måske skulle jeg også interviewe Tucholsky. Problemet er, at siden sit selvmord i 1935 er han blevet om muligt endnu mere pressesky and Hans Fallada.

Jeg finder ”Das Lächeln der Mona Lisa” af Kurt Tucholsky under T, og sætter mig på banankassen og begynder at læser. Bogen er sat med fraktur og jeg skal koncentrere mig. Men det er godt. Den amerikanske psykologiprofessor Mihaly Csikszentmihalyi fortæller, at når man koncentrerer sig totalt om en opgave, som man selv har valgt og føler sig i kontrol, kan man pludselig komme i en tilstand af flow. Verden bliver på én gang større og mere forgrenet, men samtidigt også simplere. Og så kan lykkefølelsen dukke uventet op. Præcist det samme er tilfældet med tidsforskydninger. Pludselig i koncentrationen under læsningen af en god bog, bliver man forsat i sted og tid. Det er ikke tiden, som flytter sig – det er én selv.

Jeg kan mærke, at jeg er klar til at drage videre ud i Berlin, tager Tucholsky under armen og går hen til kustoden bag disken. Han sidder, som da jeg forlod ham for halvanden time siden.

”Jeg vil gerne købe denne bog”, siger jeg og lægger bogen og mit N26 kort på disken.

”Vi tager ikke imod kreditkort”, siger han.

”Men De tager imod Reichsmark, ikke sandt? spørger jeg.

”Beklager, ikke længere”, siger mumien. ”Kun Euro. Det bliver 12 Euro!”

Det er billigt for en billet til 1929, tænker jeg. Flybilletten fra København kostede 178 euro, og den bragte mig ikke meget mere end en time fremad. Jeg lægger en 20-Euro seddel fra Grækenland på disken og får 8 tyske Euro tilbage og går ud på Albrecht Straße.

Næste stop er Hackescher Markt, hvor jeg skal møde Hans Fallada på et værtshus. Et ret hip kvarter. Jeg havde ellers håbet på das Romanisches Café ved Gedächtniskirche. Det kunne have været cool at opleve vandingshullet for en generation af Weimartidens fremmeste kunstnere, men Fallada sagde i telefonen, at de fleste af de gamle venner var emigreret til udlandet og det sidste liv i cafeen døde af iltmangel med nazisternes magtovertagelse i januar. Jeg er for sent ude.

Fallada er 37 år gammel og et produkt af Tysklands ulykkelige historien. Han var ofte syg som barn og ung, fik smertestillende medicin, blev afhængig af det, hvorefter han og en kammerat beslutter sig for at begå kollektivt selvmord i en duel, hvor de vil skyde hinanden samtidigt. Duellen kiksede – kammeraten døde – og Fallada tog vennens revolver og skød sig selv i brystet, men overlevede og blev indlagt på et sindsygehospital.

Hans Fallada er egentligt et synonym; hans virkelige navn er Rudolf Wilhelm Friedrich Ditzen. Det var hans far, som foreslog, at han fandt et alias som forfatter efter duel-mordet og ditto-dommen. Rudolf valgte ’Fallada’ efter hesten ’Falada’ fra Grimms eventyr om Gåsepigen, som selv efter sig død sagde sandheden. Hans fik han fra et andet Grimms eventyr: ”Lykkehans”.

Han meldte sig frivilligt i 1914 men blev erklæret uegnet på sessionen, og på de tider skulle der virkelig meget til for at blive fravalgt som kanonføde. Afhængigheden af morfin og alkohol gjorde Fallada desperat og to gange fik han fængselsdomme for underslæb.

Fallada kan skrive, men nogen brølende karriere havde han ikke, før avisen Vossische Zeitung fra den 20. april til 10. juni 1932 trykker hans føljeton ”Kleiner Mann, was nun?” Senere samme år bliver fortællingen udgivet af det lukningstruede forlag Rowohlt og bliver en bragende bestseller, som redder forlaget fra konkurs; året efter bogudgivelsen følger en filmatisering først i Tyskland og siden i USA, hvor bogen også udgives.

Fortællingen handler om små almindelige mennesker, der bliver fanget i dårlige tider. Nedturen for det arbejdende tysk folk blev kickstartet af Wall Street Krakket i 1929, hvorefter økonomien i Weimar Republikken over de kommende to-tre år brød fuldstændig sammen i massearbejdsløshed, sult og elendighed.

Hovedpersonen er konfektionssælgeren Johannes Pinneberg, kaldt Junge, og hans unge kone ”Lämmchen”. De forelskelser sig og kommer til at lave et barn, omtalt som ’Murkel’. Og så begynder vanskelighederne ellers. De skal finde et sted at bo, har ingen penge og får ingen hjælp. De skifter den ene elendige lejlighed ud med den næste. Pinneberg mister sit job, får et nyt, men lønnen er lige så ussel, som i det forrige job.

Og så kommer rationaliseringseksperten Spannfuß ind i billedet. Det er McKinsey anno 1932. Den unge Pinneberg er en god sælger og overlever første fyringsrunde i varehuset. Men så strammer Spanfuß skruen: Alle ansatte skal sælge deres månedsløn x 20, ”sonst müssen sie stempeln gehen”, altså gå på understøttelse. Den unge Pinneberg er presset fra alle sider; hans eneste trøst i livet er Lämmchen og deres kærlighed. Her kan man tale om stress og manglende work-life-harmony. Deres tilværelse er én lang kamp. En enkelt gang bryder Pinneberg sammen derhjemme og græder, og i et desperat forsøg på at opmuntre sin mand, giver hun ham et æg til brasekartoflerne, som parret overlever på. Mere handlerum har de ikke.

Den lille Murkel kommer til verden, og så mister Pinneberg jobbet:

En berømt filmskuespiller kommer ind i varehuset og prøver det ene sæt tøj efter det andet, men beslutter sig alligevel for ikke at købe noget. Det er den 29. Sepember og Pinneberg mangler 523,5 mark for at opfylde månedens salgskvote. Han lægger hånden på skuespillerens arm og siger desperat: “De må købe noget ellers mister jeg mit arbejde!”

Skuespilleren bliver krænket, Spanfuß bliver harm og Pinneberg ‘geht stempeln’.

Der er ingen job at få, månederne går og den lille familie kæmper for tilværelsen i et uopvarmet kolonihavehus på understøttelse og det lidt, Lämmchen kan tjene på at stoppe strømper for folk. Til sidst opsluges den unge Pinneberg i kæmpehæren af  pjaltede arbejdsløse uden håb for fremtiden.

Slut på bogen!

eg finder Fallada på et lille tilrøget værtshus nær Hackescher Markt. Han sidder og skriver i en notesbog med en cigaret i munden. Jeg præsenterer mig, han lægger cigaretten i askebægret, skruer hætten på sin Mont Blanc fyldepen, rejser sig og stikker den i inderlommen. . Hans lædermappe og bløde hat ligger på stolen ved siden af ham. Jeg er spændt på, om han vil bruge Rudolf Ditzen eller sit pseudonym:

“Hans Fallada”, siger den midaldrende mand, rækker hånden frem og smiler imødekommende. Med de runde hornbriller ligner han en kontormand. Hans fingre er gule af nikotin og hans ansigt har en usund kulør, men øjnene er intelligente.

“ Det er venligt af Dem,at komme hele den lange vej til Berlin for at tale med mig”.

Jeg sætter mig på den sidste frie stol, og lægger Tucholsky på bordet.

“Det manglede bare”

“Hvad må jeg byde Dem?”, spørger Fallada.

“ En øl ville være dejligt”, svarer jeg. Et tomt ølglas står foran ham på bordet.

“ Og en korn?”, lokker han. Et tomt snapseglas står ved siden af hans tomme ølglas.

“Det ville være fint, tak”

“Boldt!”, Fallada gør tegn til tjeneren, “Zwei Molle und zwei Korn”

“Ryger De?”, spørger han, og række en pakke Juno frem.

“Ellers tak, ikke længere”.

“Burde også holde op”, siger Fallada og maser den rygende cigaret ud i et overfyldt bakkelit askebægret.

“Må jeg ikke starte med at ønske Dem tillyke med bogen, ja og filmen, selvfølgelig” siger jeg for at komme igang. “Det er en fabelagtig bog, omend jeg var deprimeret, da jeg var færdig. Det var jo ikke andet end elendighed uden skyggen af håb for de unge”.

“Så er det fordi, De ikke er fattig nok”, svarer Fallada.

“De skal se et brev, jeg lige fået fra Paul Elbogen. De kender ham garanteret ikke, han er en østrisk forfatter og forlægger”. Fallada tager sin notesbog frem og henter en kuvert fra en af de bagerste sider.

Jeg skimmer brevet og fanges af et afsnit: “Oh Fallada,  jeg kan takke Dem for en halv søvnløs nat. Jeg har netop læst Deres nye bog - hidtil den eneste - og jeg græd et kvarters tid, som jeg aldrig har grædt før”.

Fallada tænder sig en ny cigaret: “Vi har seks millioner arbejdsløse i Tyskland,  de er “Garnichts” – de er nul og niks – og bogen fortæller, at der er andre, der har det ligesom dem. De genkender sig selv i den lille ulykkelige familie Pinneberg.”

“Men jeg har faktik kun skrevet, som jeg selv følte og havde det, fortsætter Fallada. Pinneberg er mig, og den vinunderlige ‘Lämmchen’ er min dejlige hustru ‘Suse’ og min 3-årige søn Ulrik, har vi altid kaldt for ‘Murkel’.  Jeg har bare tømt mit hoved for tanker og følelser. Det kræver ikke ret meget talent.

“Men ved De hvad?” Fallada læner sig ind over bordet “Da alle de dejlige anmeldelser begyndte at strømme ind og bogsalget eksploderede, gik det for første gang op for mig, at jeg ikke var den eneste fortabte; jeg skrev blot for mig selv og opdagede, at der var 6 millioner andre mennesker som mig. Tro mig, at opleve, at man ikke er alene, giver håb eller i det mindste styrke til at udholde.

Tjener Boldt bryder ind i fortællingen: D’herrer, zwei Herrengedeck!

“Hør her, det er interessant, hvad deres ven skrive her”.

Jeg sidder stadig med brevet fra Elbogen og læser højt: “At én, i vor beskidte tid, kan forvanle gadesnavs og ild til noget så herligt, er et mirakel. Jeg vil aldrig glemme Pinneberg og Lämmchen. Hvem ved, om man om halvtreds eller hundredår stadig vil forstå Deres bog – men i dag forstår man den”

“Om hundred år forstår vi stadig deres bog, skal jeg hilse og sige. Jeg kommer lige derfra. Det er ikke for ingenting, De har opkaldt Dem selv efter hesten Falada”

“Nå, skål”, jeg løfter min snaps og hilser, vi tømmer begge vore glas i ét drag.

“Der er en dansk filminstruktør, Ole Bornedal, som engang har sagt…øhm..vil sige…at han finder de fleste danske film kedelige, og at der virkelig skal være tale om en god historie, før han gider se en film, der udspiller sig i et køkken i en forstad”

“Deres bog og nye film, er vel i virkeligheden sådan en fortælling? Meget af handlingen drejer sig om to mennesker, der i en lille lejlighed diskuterer prisen på margarine, om 3 pfenning er rimeligt for en cigaret og vi er som læsere med, når de to minutiøst gennemgår posterne, i noget så kedeligt som et husholdningsbudget?

“Jeg forstår godt, hvad De mener, siger Fallada høfligt. Men for Pinneberg er trivielle poster på budgettet et spørgsmål om liv og død. Der er intet trivielt i at måtte gå fra hus og hjem, fordi man mangler 30 Reichmark den første i måneden. Med min bog har jeg forsøgt at skildre den kamp, som anstændige hverdagsmennesker må kæmpe hver eneste dag for at overleve og bevare deres selvrespekt, mens de udsættes for den ene gemenhed efter den anden. Deres husholdningsbudget er et drama på liv og død”

Et par SA-mænd kommer ind fra gaden, nikker venligt til Fallada og mig, og den ene løfter hånden og vinker til Boldt: Zwei Molle!

Fallada tager sin hat fra stolen og lægger den over på Tucholsky.

“Der er ingen grund til at provokere dem”, siger han. “Nu er jeg ikke sikker på, at de to overhovedet kan læse, men Goebbels er ikke glad for Tucholsky. Han er ikke en forfatter, man lufter for tiden.

“Hvordan så med Dem og Deres bøger?” spørger jeg.

“Argh, nazierne besøgte Ernst Rowohlt på Passauer Straße for nyligt og brokkede sig over, at Pinnebergs kollega, Lauterbach, var blevet medlem af SA, fordi han kedede sig og trængte til at prygle andre folk om søndagen – og somme tider også til hverdag. Så I det nye oplag har vi gjort Lauterbach til en fodboldbølle. Og så var alle glade.

De krævede også, at vi udskiftede ‘Commedian Harmonists”, som sang på filmen, fordi nogle af dem var jøder, så det måtte vi også gøre.

“ Det er jo et indgreb i den kunstneriske frihed” forsøger jeg naivt. “Gjorde De ikke modstand?

Fallada kigger skråt hen til de to SA-mænd. Der kommer et jaget udtryk i ansigtet.

“Jeg blev i foråret hentet hjemme hos min familie og bragt til afhøring af SA, fordi min nabo havde angivet mig for undergravende virksomhed. Efter et par dage i en celle hos SA-folkene udfordrer man ikke skæbnen.  Det var først, da Ernst (Rowohlt) sendte en advokat med forbindelser til partiet, at jeg kom ud igen”

“Har de overvejet at emigrere? Remarque, Zweig, Keun, Döblin og en masse af andre forfattere er stukket af…inklusive Deres ven her…” – jeg letter forsigtigt på hatten på bordet.

“Ja, naturligvis har jeg overvejet det”, siger Fallada, og tømmer sit glas.

“Et til?”

Jeg nikker.

“Boldt, noch eine Runde!”

“Men jeg har også opgivet det. Jeg bliver, det er her vi hører til. Jeg har købt et dejligt hus i Carwitz, hvor jeg har nazisterne på afstand, og for første gang kan jeg leve af at skrive bøger. Jeg kan ikke lide dem derovre eller kommunisterne, for den sags skyld, men jeg er ikke politisk interesseret, Jeg interesserer mig for mennesker. Vi har for pokker som borgere da ret til at leve et almindeligt liv. Jeg talte med Erich Kästner om det, da jeg blev lukket ud af SAerne. Ham kan de heller ikke lide.”

“Men vi bliver her begge to. Tyskland er vores land lige så meget som deres”.

“Herr Elmark, De skulle i øvrigt interviewe Erich Kästner. Han skrev en blændende roman, Fabian, som også handler om at overleve i elendigheden efter sammenbruddet in ’29. Kästners hovedperson Fabian tjener i øvrigt 270 Reichmark om måneden, Pinneberg tjener kun 170.

Fallada smiler for første gang.

“Skal jeg ringe og høre, om Erich vil møde Dem? Han er nedtrykt for tiden. Nazierne truer med at brænde hans bøger og  han kan godt bruge lidt moralsk opbakning fra udlandet”

“Det ville være fabelagtigt, siger jeg, “Emil og Detektiverne var en af de første bøger jeg læste.. ..jeg skulle lige til at sige, ”som dreng”, men lader være.

Fallada rejser sig og går ud på gaden. Jeg så, der var en telefonboks på hjørnet lige uden værtshuset, da jeg kom. Jeg kigger mig rundt om i lokalet. Det ligner et gammeldags dansk brunt værtshus. Væggen over baren med ølhanerne er fyldt med fotos af sportsfolk, mange af dem er signerede. Der er også blevet plads til Marlene Dietrichts lange ben. Jeg genkender 6-dagesrytteren Piet van Kempen – den flyvende hollænder – der er selvfølgelig et billede af bokseren Max Schmeling og pludselig ser jeg et foto jeg kender: Bob Scanlon. Amerikansk bokser, som kæmpede i Fremmedlegionen under 1. Verdenkrig. Han slog sig bagefter ned i Paris og blev skudt af en jaloux kvinde. Som Fallada overlevede han. Jeg anede ikke, han havde bokset i her.  Hvor er det sjovt, her sidder jeg i maj 1933 på et værtshus midt i Berlin og taler med Hans Fallada, og så opdager jeg et foto, jeg har med i min bog, “Fighting for The French Foreign Legion” fra 2023. Verden er lille.

Fallada vender tilbage.

“Kästner vil meget gerne mødes med Dem, Herr Elmark. Han vil være på Café Leon på Kurfürstendamm i morgen ved 5-tiden. Vi håbede det ville passe Dem. Men De behøver ikke ringe afbud, hvis De får forfald; han kommer og drikker en kop kaffe på cafeen under alle omstændigheder.”

Vi rejser os. Fallada tager sig taske og hat.  Han kigger på bordet bagved, hvor der ligger en avis. Han lægger Tucholsky ind i avisen og rækker mig den.

“Det er oven i købet “Der Stürmer”, så bliver De garanteret ikke generet af de brune på vej tilbage til hotellet, siger han med en trækning hen over munden, som kan betyde hvad som helst”

“Må jeg ikke betale?”, siger jeg?

“Nej, den er på mig”, svarer Fallada, og smiler venligt. “

“2 Mark og 80 Pfennig”, siger Boldt

Fallada lægger 3 mark på disken og vinker afværgende med hånden.

“Mange tak” siger Boldt “kom sikkert hjem”

Udenfor er fortovet fyldt af mennesker, der er støj fra biler, lugten af benzinos, en sporvogn rasler larmende forbi og klimter med klokken. Det er myldretid i Berlin. Jeg elsker storbyens puls og travlhed. Det har jeg altid gjort det. Kvarteret ligner pludselig Ndr. Fasanvej, hvor jeg voksede op på Frederiksberg. Fem-etagers arbejderboliger fra århundredskiftet med en masse små butikker.

Jeg bliver trist over, at det altsammen skal bombes til murbrokker om ti år. Men det ved Fallada heldigvis intet om. Han giver mig hånden: “Tak for besøget, Herr Elmark, det var en fornøjelse. Jeg tager den elektriske herfra til stationen – jeg har to timers togrejse endnu. Hilst Kästner”

Fallada vinker og løber over gaden og springer på en sporvognen i fart. Jeg fortsætter til fods ned ned langs floden til Brandenburger Tor, så kan jeg tage U-bahnen derfra. Jeg trænger til frisk luft efter det tilrøgede værtshus. Jeg ser ned på min avis, som Fallada lagde uden om “Das Lächeln der Mona Lisa”. Det er dagens udgave af Berliner Kurier.

Jeg glæder mig til at møde Erich Kästner i morgen.