Mit Møde med Hergé i Bruxelles

Som 9-årig så jeg “Tintin på Skattejagt” med Jean-Pierre Talbot som Tintin. Mere end et halvt århundrede senere møder jeg ved at tilfælde skaberen Hergé på hans 118 års fødselsdag, som vi fejrer med to små Stella Artois på en irsk pub.

Bruxelles 22. maj 2025

To motorcykelbetjente i orange jakker accelererer ud ad porten i Berlaymont bygningen. Uden for står tre drenge med deres fodbold og kigger ligegyldigt til. Den ene jonglerer arrogant med bolden. Hvis den smutter fra ham nu, vil den hoppe ud foran betjentene. En bil med ’protection unit’ skrevet hen langs siden kører på hvinende dæk gennem rundkørslen. Den følges af en skinnende sort Audi med blå blink.

Endelig sker der noget i Bruxelles.

Jeg er på ørkenvandring gennem Europas kontorlandskab, hvor apparatniks fra 27 lande løber rundt mellem hinanden og sørger for, at skruelågene på plastikflaskerne bliver hængende, mens de får lovgivningsprocessen til at tage 10 gange så lang tid, som den burde. Bruxelles er Europas politiske hovedstad, men Parlamentet ligner mere et internationalt konferencecenter end en smeltedigel, hvor fremtiden bliver smedet.

I to dage har jeg har interviewet politikere om fremtiden, men de er ikke kommet til nutiden endnu. ”Europa er virkelig presset. Mere end almindelige mennesker er klar over”, får jeg at vide. ”Det var slemt nok med Trump 1, men med Trump 2 er den helt galt. Man kan simpelthen ikke stole på nogen eller noget længere. Hvordan skal vi planlægge? Og indvandringen. Den skal og må bremses, ellers vinder populisterne frem i Europa, og dem vil vi ikke tale med. Vi er også presset af russerne, mest af Putin, ham kan man heller ikke stole på. For slet ikke at tale om kineserne, der tager alle vores arbejdspladser. Deres energi er 3-4 gange billigere end vores, og de har også et meget længere perspektiv end os. Endelig er der klimakrisen. Vi skal spare på fossilerne, ellers bryder verden sammen for de kommende generationer. (Den dagsorden er dog sat lidt på pause, mens man tackler de andre vanskeligheder). Til allersidst er der de store kinesiske og amerikanske tech-firmaer, som styrer Europas digitale infrastruktur. Vi er blevet afhængige af dem alle sammen. Det er ikke så godt. Og gudhjælpemig om de nu ikke også har introduceret kunstig intelligens. Hvordan skal vi overhovedet kunne lovgive Europa under de betingelser?

Jeg har flere gange spurgt parlamentarikerne, hvorfor de så giver tech-giganterne lov til at søge i skattely i EU-lande som Luxembourg, Irland, Malta og Holland. Vi burde i det mindste beholde en del af overskudet og investere det i vor egen verdensdel. Svaret er det samme hver gang: ”Det er også dybt pinligt, men det er noget Rådet bestemmer. De enkelte medlemslande afgør selv, hvor meget de vil beskatte borgere og virksomheder.”

Lige inden jeg stillede mig her på gadehjørnet, havde jeg en kort snak med én af kommissærerne, som sidder på toppen på Berlaymont Bygningen overfor og burde sætte dagsordenen.  Jeg beklagede min nød. Nu havde jeg i to dage haft stuegang i Europas magtkorridorer, og ikke en eneste gang, er jeg stødt på en embedsmand eller politiker, som har en drøm:

-Hr. Kommissær, jeg og 600 millioner andre europæere savner nogle drømme at være sammen om. Hvad skal der ske med Europa, når De får tacklet alle de problemer, som vi står midt i? Det ville hjælpe med blot en enkelt drøm mellem alle de mange vanskeligheder, jeg hører Dem opremse. En vej ud af kaos. Et eventyr. De unge er bange for fremtiden. Hvorfor beslutter EU for eksempelvis ikke at sende den første europæer til månen. Danmark har en enkelt astronaut, som forleden blev interviewet på TV, da han kom tilbage fra sin 2. tur i rummet – endda som chef for missionen. Intervieweren spurgte, hvad han nu drømte om efter at have udrettet alt, hvad man kunne forestille sig.

-Jeg har aldrig været på månen.” svarede astronauten.

Det har Europa heller ikke, hr. kommissær. Burde vi ikke det?

Kommissæren ser træt ud; han er lige blevet skældt ud af et hold ungarske journalister, som ikke er enige i EU’s ruslandspolitik. Man kan se, at han er presset og ikke helt nærværende: ”Det er selvfølgelig rigtig, at problemerne fylder meget, men hvis jeg sagde til de unge, at EU skulle til månen, ville de sige, ja… ”at det var helt til månen”. Kommissæren smiler lidt af sit eget ordspil og hans spindoktor bryder ind og fortæller, at han skal videre til næste møde.

Så nu står jeg her på gaden i Bruxelles og ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Endnu en sort bil med tonede ruder kommer ud af Berlaymont. Betjente står parate ude på gaden og stopper trafikken. Endnu to betjente på motorcykler følger efter. ’Politie’ står der på de orange jakker. De gasser op. Jeg elsker lyden af accelererende motorcykler. Det er lyden af handlekraft.

-Kongen af Syldavien? foreslår en ældre mand, som er stoppet op og ser interesseret efter den sidste sort bil, som svinger til højre nede ved Rue de la Loi.

-Snarere Præsidenten fra Slovakiet, svarer jeg. Jeg hørte hende tale i Parlamentet i går eftermiddag. Landet er presset af Bordurien…undskyld, Rusland, men præsidenten mener alligevel, at Europa skal starte en stille dialog med russerne frem for at isolere dem yderligere.

Jeg ser op på min sidemand. Det er Hergé, manden der skabte Tintin. Han er på min alder, men med mere hår på hovedet. Til gengæld står det 1:1 i rynker. Han er typen, der ubemærket kan glide ind blandt mennesker på gaden. Det er ham, jeg i virkeligheden er kommet for at møde i Bruxelles. Jeg havde forventet at løbe på ham i den gamle del af byen nede omkring Grand Place eller på loppemarkedet, ikke her i det ucharmerende kvarter af højhuse af børstet stål og glas med travle embedsmænd med rygsække.

Jeg tror, det var motorcyklerne, der fik trigget tidshoppet.

-Jeg ved ikke meget om politik, undgår Hergé behændigt. Men De har ret. Det så godt ud, da de to bevæbnede motorcykelbetjente svingede ind i rundkørslen.

-Nils Elmark. Jeg rækker hånden frem: Jeg er journalist.

-Hergé. Han smiler høfligt. Han har tweedjakke, grå bukser, hvid skjorte og slips med tynde diskrete striber. Jeg har et slips magen til derhjemme. Hans håndtryk er fast uden at være overdrevent.

Naturligvis. Jeg tænker på Professor Hippolyte Bergamotte, der i ‘De 7 krystalkugler’ trykker Kaptajn Haddocks hånd så hårdt, så han taber monoklen. Hergé er bevidst om, hvordan mennesker giver hånd til hinanden.

-Jeg har ventet et helt liv på at møde Dem”, siger jeg. Må jeg ikke byde på en øl?

Det er egentlig lidt for tidligt, men vi står uden for en irsk pub, og jeg føler, jeg skal gøre noget for at holde samtalen kørende, uden han går videre.

-Jo tak, en lille øl, Det er faktisk min fødselsdag i dag. Må jeg ikke byde? spørger Hergé. Han har en harmonisk stemme.

-Ikke tale om, den er på mig”

Jeg går inden for i pubben og bestiller to små Stella. Et skilt fortæller, at baren kun tager imod kreditkort, hvis man køber for mere end 10 euro. Der har vi det igen: De internationale betalingsfirmaer forfølger os hele vejen ind til baren med deres gebyrer. Og folket kæmper desperat imod. Heldigvis er regningen over 10 euro, så jeg undgår en international valutakrise. 

Jeg tager mine to øl ud med til mit nye bekendtskab, som blev født i 1907 i Bruxelles. Han er døbt Georges Remi men valgte tidligt kunstnernavnet Hergé, som opstår, når man bytter om på hans forbogstaver og udtaler dem på fransk:  R-G.

Jeg har været grebet af Tintin, siden jeg som 8-årig blev trukket ind i hans verden på tegneseriesiderne i min fars søndagsavis. Uge for uge fulgte jeg den unge reporter på eventyr og sugede Tintins univers til mig som blæk på et stykke trækpapir.

Snart begyndte hans albums at blive oversat til dansk og udgivet ét efter ét – og jeg købte dem, så snart de dukkede op i vores lokale boghandler. Jeg var ikke en fan; jeg blev en del af det verdensbillede, Hergé skabte. Jeg redte mit hår som Tintin, havde en lys frakke som ham og samme slags pullover. Tintins indstilling til livet, dets genvordigheder og muligheder formede den mentale infrastruktur, jeg har i dag.

Da jeg kommer udenfor på gaden igen, har Hergé sat sig ved et af de ledige borde og tændt sig en cigaret. Solen er kommet op på himlen over Berlaymont.

Voilà, votre bière – et joyeux anniversaire! siger jeg på mit bedste skolefransk. Jeg har de seneste par uger forberedt mig til mødet gennem et Youtube fransk-kursus bygget op om Tintins albums. Som med de andre forfattere, jeg interviewer på min Europarundrejse, søger jeg også at læse Hergé på originalsproget.

Egentlig burde Hergé være 118 år gammel, men jeg sværger, han ser ikke ud til at være en dag over 65 år. Vi løfter glassene.

-Salut! Hergé smiler.

-Jeg blev født det år, Tintin satte sin foden på Månen, fortæller jeg. Det var 16 år før Neal Armstrong. Men det ved De alt om. Jeg har set den tegning, De sendte til ham i 1969 med teksten ”Bienvenu sur la lune, Mr. Armstrong”

-Jeg betragter de to månerejser, som lige vigtige. Vi skal have viljen, før vi kan skabe fremskridtet. Derfor har drømmen om at komme til månen altid været et centralt billede for mig. Månerejser står for mig og min generation som symbolet på, hvad der er muligt.

-Når jeg skriver en historie, analyserer jeg ikke mine egne motiver, svarer Hergé. Så forsvinder gnisten. En god historiefortæller glemmer sig selv og er fuldt til stede i fortællingen. Han træffer beslutninger med instinktet. Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvad jeg skriver og tegner, for jeg véd præcis, hvorfor jeg gør det. Men processen er kreativ, tingene kommer som gaver af sig selv ud af mylderet af muligheder.   

-De har sikkert ret i, at man søger at undslippe virkeligheden, når man sætter sig ned og tegner verden. For egentlig har jeg aldrig været helt tilfreds med tilværelsen, indrømmer Hergé.

-Jeg har levet et spændende liv, men jeg er mere en drømmer end en handlingens mand. Det var Armstrong, der i virkelighedens verden kom først på månen – ikke mig. Det var også Edmund Hillary, der var den første bjergbestiger på toppen af Mount Everest – ikke mig.  Jeg lod blot Tintin gentage bedriften, da han tog ud for at finde sin ven Tchang i Tibet.

-Min drivkraft har formentlig været manglen på eventyr, og dette savn har jeg udlevet gennem Tintin. Jeg blev for mange år siden interviewet af en fransk journalist og indrømmede i den forbindelse, at jeg altid gerne ville være som Tintin er i Tibet: ”C’est moi, Tintin au Tibet”.

-Velkommen i klubben, svarer jeg, løfter min øl og smiler til Hergé.

-Det er i øvrigt interessant, siger jeg, for jeg startede med Tintin, men med årene er jeg begyndt at identificere mig mere med Kaptajn Haddock end Tintin. Jeg har lært at sejle en sejlbåd, sætter pris på whisky og er blevet bedre til at acceptere mine fejl og svagheder.

-De har skrevet 23 Tintin eventyr, den første udkom i 1929 og den sidste i 1976 – og bøgerne er blevet oversat til 30 sprog og med undtagelse af Amerika, har hele verden taget Deres persongalleri til sig. Hvorfor tror De, at Tintins univers blev – er -en verdensomspændende succes?

-Som sagt, tænkte har aldrig tænkt over, at jeg skulle tegne en verdenssucces, svarer Hergé. Jeg tegnede blot de historier, som voksede frem i mig. En tegneserie er forholdsvis enkel, man har kun ganske få streger og udtryk at gøre godt med. Man skaber nogle enkle rollemodeller, som er lette at for de fleste at identificere sig med. Tintin er i virkeligheden blot en rask dreng, der drager på eventyr. Hvem har ikke sådan et menneske inden i sig? I sidste ende var det ikke mig, der skabte Tintin. Det var ham, som formede min livsbane.

Det er morsomt, at De siger det, svarer jeg. I London, talte jeg med deres kollega Peter O’Donnell, som skrev Modesty Blaise fortællingerne, og han siger præcis det samme, som Dem.

Hergé ler, ”ja, som bugtalerens dukke”.

-Hvordan får De ideerne til Tintins eventyr?

-Fra billeder!  Hver gang jeg ser et interessant billede i avisen, en brochure eller en reklame gemmer jeg det i mit kartotek. Jeg samler indtryk og ideer som et egern. Det er blevet til et skatkammer af eventyrbrikker. Hver lille stump har en verden i sig. Den kan bringes til live, når den bliver sat sammen med andre brikker i en fortælling.

-Når jeg tegner mit eget billede ud fra virkelighedens forlæg, vil læseren arbejde videre i sin hjerne. Han ville nikke genkendende til situationen eller mennesketypen. Læseren ser ikke bare billedet af en skurk, han ser alle de skurke, han havde kendt og frygtet i sit liv.

-Sådan var det ikke i begyndelsen. Dengang jeg startede med lave tegneserier, fandt jeg bare på situationerne uden at tænke.  Siden blev jeg mere bevidst og laver en masse research. Jo mere jeg får mine personer og begivenheder til at ligne virkeligheden, jo længere kan jeg tage læserne ind i eventyret, og jo mere tror de på fortællingen.

-Men med det kommer også presset, som jeg lægger på mig selv. Du er aldrig bedre end din sidste stribe. Jeg er blevet presset i mit liv. Og jeg har ikke mindst ladet mig presse i mit liv. Og min indre Tintin har ind i mellem stået i vejen for den virkelige verdens eventyr. Det var først sent i livet, jeg drog ud i verden.

-Arh, det minder mig om noget, jeg skal huske at spørge Dem om noget, Hergé.

-For en del år siden, mødte jeg en dansk skuespiller, der som 15-årig vandt en konkurrence udskrevet af den danske avis Politiken i anledning af Jules Vernes 100 års dag. Den unge dreng Palle Huld vandt en rejse jorden rundt i 46 dage. Han var spejder, som Dem, og kom blandt andet også gennem Bruxelles i april 1928, hvor han blev mødt på jernbanestationen af lokale spejdere og journalister.

-Ja, det var en stor begivenhed. Jeg husker den godt. Jeg var lige blevet hjemsendt som soldat og begyndt at arbejdede på avisen Vingtième Siècle, hvor jeg skulle redigere en ny ungdoms-sektion. Der blev senere udgivet en bog om danskerens eventyrlige jordomrejse. Vi fik et anmeldereksemplar på  redaktionen. Huld var en af mine inspirationskilder til Tintin – men ikke den eneste. Nogle af billederne i bogen inspirerede mig faktisk også til tegninger i både “Tintin i Sovjetunionen” og “Tintin i Amerika”.

-Jeg vidste det! svarer jeg ophidset. Ligheden med Palle Huld på Den røde Plads og foran en indiansk Totempæl i Amerika er for oplagte til blot at være tilfældige.

-Jeg synes, det er tankevækkende, at Tintin blev født i 1929 samtidig med krakket i Wall Street og den efterfølgende globale depression. Hvor vi idag søger trygheden i Europa, drog Tintin ud på opdagelse i det fremmede.

-Det var svære tider dengang, siger Hergé og tænder en ny cigaret. Men vi havde også et fantastisk mod på en fremtid fyldt med ny teknik. Krigen var forbi og den unge generation, som ikke havde været i skyttegravene var optaget af biler, motorcykler, radioer, flyvemaskiner og moderne skibe. Verden virkede åben og tillokkende. Man kan vel kalde det starten på globaliseringen.

-De taler om Wall Street krakket, men det tænkte jeg slet ikke over dengang. Jeg var for optaget af alt det nye spændende. Så det blev Tintin også. Han var ikke skræmt af verden. Han kunne morse, flyve en flyvemaskine, springe med faldskærm, skyde med gevær, slås med skurke, han var nysgerrig efter alt det nye og var fantastisk heldig. Men det er mennesker, som tager initiativet normalt. Og hans ven profossor Tournesol var leveringsdygtig i den absolut seneste viden og teknologi. Tintin holdt hele tiden en flig af fremtiden op for sine læsere og gjorde den attraktiv. (Tjek Benjamin: Kunsten skal forberede beskueren på fremtiden)

-Hergé, da jeg var dreng, læste jeg Tintin uden at tænke over andet end handlingen, men som ældre kan jeg ikke lade være med at analysere Deres univers. Jeg har en ven, som engang har sagt, at det som gør tegneserier attraktive – det gælder vel al kunst og underholdning – er universet, man trækkes ind i.  James Bond, Sherlock Holmes, Harry Potter, Pippi Langstrømpe og Tintin, forstås, sætter alternative rammer for, hvad der er muligt. De opstiller ny regler for, hvad vi har lov til at drømme om. De giver os muligheder og begrænsninger, som læseren blankt accepterer og som gør verden større. En ny eventyrlig forståelsesramme!

-I dag lever vi med stadig mere orden og planlægning. Jeg har lige været på en 2-dages rejse gennem EU’s bureaukrati, hvor alt handler om administration og styring. Tintin handler om det modsatte. Tintins eventyr er ikke planlagt men bygger på sammentræf. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at jeg vil kalde det for ”tilfældigheder”.

-Tintin finder fx en skibsmodel af Enhjørningen på loppemarkedet, som han vil forære til Kaptajn Haddock. Masten viser sig at indeholder en del af et skattekort og så er eventyret i gang. Og havde der ikke været et skattekort, ville der have være et andet sammentræf, som havde startet eventyret.

-Tintin planlægger ikke, han griber de muligheder, som byder sig til i tiden. Han er eventyrlysten og lader sig dirigere af chancer, som dukker op undervejs. I princippet er det også sådan, de store Tech-iværksættere gør. Amazon startede som en online-boghandel men er i dag engageret i alle slags forretninger: de gør som Tintin, de tager på forretningseventyr.

Jeg stopper…det er jo mig, som taler hele tiden, mens Hergé blot sidder og lytter høfligt. Jeg føler mig pludselig pinlig.

-Undskyld, Hergé. Jeg taler for meget. Jeg er blot overvældet over at møde Dem. Men fortæl mig, hvad der er drivkraften i deres arbejde?

-Som Tintin er jeg nysgerrig, siger Hergé. Jeg synes verden er et fantastisk sted at være. Jeg kan godt blive vemodig over, at jeg selv ikke kan nå det hele. Men jeg bliver samtidig vanvittigt inspireret af alt det forskellige, folk foretager sig. Jeg håber, jeg kan blive ved med at tegne til jeg bliver 100 år.

-Jeg tror, at den helt dybe kærlighed til livet blev vakt, da jeg som 12-årig begyndte at gå til spejder: Det enkle og uproblematiske liv ude i naturen, at vandre, at sove i telt og koge havregrød over bålet. Kammeratskabet. Jeg kan stadig huske fornemmelsen her et halvt århundrede senere. Jeg følte, at spejderlivet var grunden til, at jeg var blevet født. Sådan var militærtjenesten i øvrigt også - samt det at tegne. Man skal kunne udtrykke sig selv og sine tanker. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har kunnet leve et helt liv som tegner.

-Og på en eller anden vis har jeg altid bevaret håbet om, at det kan blive bedre.

-Hvad mener De med ’det’? 

-Alt – mit eget liv – verden – mennesker i krise – samfundet. Jeg tror ikke på verdens undergang. Men det kræver udholdenhed at leve. Og jeg har respekt for de mennesker, som bliver ved med at stræbe, selv efter at de andre har gjort sig umage for at skyde håbet i sænk.

-Tintin i Tibet er måske den bedste fortælling, jeg har tegnet...

… måske den bedste tegneserie, som nogen overhovedet har lavet, bryder jeg ind.  

… og temaet er udholdenhed, fortsætter Hergé uanfægtet. I løbet af historien får Tintin konstant at vide, at han bør opgive sit forehavende med at redde sin ven Tchang, der er faldet ned med en flyvemaskine på en bjergtop i Tibet. Vennen er død, det er for farligt, det er for håbløst, siger de allesammen. Men Tintin fortsætter ufortrødent sin rejse for af finde sin ven. Han bevarer håbet.

Og de fleste af dem, som opfordrer ham til at opgive, beslutter sig i øvrigt til at hjælpe ham alligevel, når de ser ham fortsætte alene. Hans mod og trofasthed er simpelthen for inspirerende til at kunne ignoreres. Der er en grund til, at den tibetanske lama et sted i albummet kalder ham ”rene hjerte”.

-Argh, sådan et menneske ville jeg gerne have været, sukker Hergé.

Jeg ser, at Hergé er berørt over at tale om Tintin i Tibet. Han skrev fortællingen på et tidspunkt, hvor han var i dyb livskrise.

Hergé – sådan et menneske er De!  

Jeg ser ham lige ind i øjnene.

-Vi er millioner af mennesker over hele kloden – mest drenge – som har taget Tintins moral til os. Vi tvivlede dengang ikke et sekund på, at mennesker i fremtiden kunne flyve til månen, og vi lærte at se på verden med humor og som et sted med uendelige muligheder.

-Lad mig fortælle dem noget: Da den nuværende danske konge Frederik d. 10. var dreng i 1970erne, ønskede han og hans bror sig altid Tintin albums til deres fødselsdage. De fik i begyndelsen Tintin læst op på fransk af deres far, og efterhånden fik de to drenge skabt en stor samling albums på både dansk og fransk.  Og kærligheden til Tintin har varet ved til i dag, hvor de er midaldrende mænd. Kongen er stadig glad for det eksemplar af Tintin i Tibet, som De signerede til ham i 1976. Det har han sagt til pressen.

-I 2019 uddelte Frederik, sin og hustruens kulturpris til en dansk-fransk operasangerinde Elsa Dreisig, som ville kvittere for hæderen ved at synge ”L'air des bijoux” fra operaen “Faust” – hvortil han prinsen glad udbrød: “Ah, Castafioris Juvelarie fra Tintin!”

- Og to år tidligere havde hans mor, dronning Margrethe besøg af Deres eget kongepar Baudouin og Fabiola, og i den officielle tale refererede hun direkte til Tintin og det kulturelle bånd, som Tintin har skabt mellem vore lande.

-Monsieur Hergé, De har været med til at forme Europa, og Deres publikum spænder fra regenter i kongeslotte til drenge i skolegårde. Når jeg ser på den måde, den danske Kong Frederik har levet og lever sit liv, vil jeg sige, at han er sin Tintin-rolle voksen.

Hergé smiler.

-Tak for de pæne ord. Jeg er naturligvis klar over, at jeg har haft succes i verden. Og forundret over det. Men det er rart at få det at vide af almindelige mennesker på gaden i Bruxelles”

Han ser på uret.

-Jeg er desværre nødt til at løbe; jeg har en aftale med lægen. Jeg har følt mig lidt sløj på det seneste”.

-De arbejder nok bare for hårdt – det går sikkert over.

Jeg giver ham hånden og får et klassisk Hergé håndtryk.

-Jeg skal i øvrigt hilse Dem fra min hustru, siger jeg. Hun har et af deres albums – Det knuste Øre – som De signerede, da De var i Danmark.

Hergé liver op:

-Ja, det var en god oplevelse at være i Danmark. Det var i 1971. De må hilse tilbage.

Hergé vinker da han går.

Jeg følger ham med øjnene hele vejen til Metro stationen hundrede meter længere nede ad gaden. Jeg føler vemod. Han ser pludselig ensom og træt ud.

Så drikker jeg det sidste af min Stella og tager fat i den lille rullekuffert.  

Jeg må videre.