Midnatsmøde i Venedig

Kirkeklokkerne slår 12 gange i mørket.  Jeg tæller slagene. Jeg kan ikke sidde stille. Jeg vil ud og finde futuristen Marinetti i den sovende by.

Jeg er vildt inspireret af Venedig. Her kunne jeg bo og arbejde resten af mit liv. Ja, dø for den sags skyld, som så mange før mig. Hvis det ikke kan blive anderledes. Det er fabelagtigt at sidde i den åbne dør og se ned på kanalerne, hvor Marco Polo sikkert har sejlet rundt for over 700 år siden, inden han tog på ekspedition ad Silkevejen til Kina. Herfra har jeg i tre dage siddet og set ned på de glade turister, der oplever byen gennem deres mobiltelefoner, mens arrogante goldolierer, lader som om, det hele rager dem en karnevalsmaske, mens de råber til hinanden og ignorerer kunderne.

Vi har gået gennem de travle smalle gader og vi har drukket kaffe på Caffe Florian på Markuspladsen. Regningen blev over tusind kroner for familiens kaffe og scones og et par glas prosecco, men det er alle pengene værd. De færreste forstår det. Jeg har stået foran Shakespeare & Co. i Paris og set kinesiske turister tage fotos af hinanden, mens de tager en bog fra bogkassen og læser den - på hovedet! “Nu har vi været her - se!” Idioter, I har først været der, når I har været inde og købe en bog i butikken og læst den. I har også først været på Markuspladsen, når i har siddet på Florian og betalt et halvt Spotify-abonnement for at få lov til at lytte til det lille stryge ensemble. Først da er I med i økosystemet, nu bidrager I til historiens fortsættelse og optjener retten til at være historiebærere.

På min balkon har jeg også bjergtaget studeret en gammel laset udgave af Manifeste du Futurisme: Vi står på fremspringet til et århundrede; hvorfor se os tilbage, når det, vi drømmer om, er at gennembryde døren til det umulige? Tid og rum døde i går. Vi lever allerede i det absolutte, for vi har skabt evig og allestedsnærværende fart.” 

Citatet er desværre ikke mit. Det tilhører den italienske digter og futurist Filippo Tommaso Marinetti, som den 20. februar 1909 i Le Figaro offentliggjorde sit fremtidsmanifest: Manifesto del Futurismo eller Manifeste du FUTURISME, som det hed i den franske avis. Få mennesker kender idag Marinetti, men han var verdens første futurist og hans manifest har været med til at definere det 20. århundrede i Europe. 

Hans artikel i Le Figaro gik ikke stille af og mødte hård modstand blandt andet fra den prominente franske kritiker, Jean Béraud. Ham udfordrede Marinetti til en duel på pistoler. Ingen af de to kom dog noget til. Fire år senere i Milano blev en anden af futuristerne kritiseret af en redaktør. Det udløste en duel på sabler.

To måneder efter offentliggørelsen i Le Figaro i 1909 blev Manifeste du FUTURISME udgivet i bogform i Milano med bidrag fra en række af internationale futuristiske kunstnere, som var strømmet til den nye bevægelse. Bogen blev trykt i 5.000 uindbundne eksemplarer, hvoraf de fleste er gået tabt; men har jeg reddet et laset eksemplar af manifestet ud af et antikvariat i Madrid; forsiden er faldet af og lå vedlagt særskilt i en kuvert, men indholdet er intakt, og selvom fransk er et stykke nede på listen over mine fremmedsprog, har jeg på min balkon alligevel kæmpet mig igennem de 11 punkter i Marinettis fremtidsmanifest. 

Det er provokerende læsning. Marinetti lægger ud med at opfordre til oprør og aggressiv handling. Det budskab er hurtigt opfanget af omverdenen. Han anpriser i særdeleshed fartens skønhed. En brølende racerbil er smukkere end selv antikkens mest ansete kunstværker. Helten er manden bag rattet og intet er smukkere end kampen. Uden aggressivitet intet mesterværk. Fartglæden kostede også Marinetti en tur i grøften, da han som 31-årig i 1908 med høj hastighed kørte galt i sin Fiat, da han skulle undgå to cyklister. Man kunne så tro, at det ville afskrække Marinetti. Tværtimod, da han kravlede tilbage på vejen smurt til i mudder, følte han som genfødt. Fart dræber? Vrøvl, fart skaber!

Han beskrev ulykken sådan:

Pludselig dukkede to cyklister op foran mig, vaklende som to usikre argumenter. Jeg tøvede et øjeblik … og for at undgå dem kastede jeg rattet til siden. Åh moderlige grøft, næsten fuld af mudret vand! Jeg smagte din styrkende slam med velbehag, som om det var den sorte mælk fra en ammende mor! Da jeg kom op af grøften, beskidt og stinkende, men lykkelig, følte jeg at mit hjerte blev gennemstrømmet af en glødende glæde.

Verden stod foran et helt nyt århundrede. Der er ingen grund til at se sig tilbage. Det moderne menneske har fået adgang til farten, og med den ejer vi fremtiden. 

Moderne afrettede mennesker har glemt at for hundred år siden var bilen midlet til frihed og eventyr. Den brød alle grænserne for det kedelige liv. Under pandemien læste jeg romanen Free Air af Sinclair Lewis fra 1919. Det var den første ‘road story’, hvor en ung mand og kvinde krydser USA i bil. Med bilen får de adgangsbilletten til moderne tider. Færdig med at være stavnsbundet. Færdig med hestevogne og trætte gå-ben. Færdig med den grå hverdag. Min drengehelt Tintin, blev født i 1929 som en moderne rollemodel for tidens ungdom. Han kørte bil, fløj i flyvemaskine, kunne morse og springe med faldskærm. Fremtiden tilhørte dem, som beherskede teknologien.

Marinetti er krigerisk. Han glorificerer krigen, der renser verden og giver plads til friheden og de store tanker, som mennesker er parat til at dø for. Han tilføjer i en bisætning, at futuristerne i øvrigt foragter kvinden. Og han udtrækker sin foragt til at omfatte museer, biblioteker og akademier af enhver slags, som efter hans mening skal brændes og jævnes med jorden. Ud med moralismen, feminismen og den opportunistiske fejghed!

Marinetti anpriser den moderne industri, han hylder de store fabrikker, som sender tyk røg til himlen, jernbanerne, skibsværfterne, der kører i døgndrift og oplyser nattehimlen med elektrisk lys. Han jubler over flyvemaskinens glatte flugt og propellerne, der blafrer som sejrrige bannere mod himlen.

Det er fra Italien til resten af verden, at Marinetti i 1909 fremlægger sit “voldelige og disruptive opildnende manifest”, hvormed han “grundlægger futurismen for at befri Italien og verden for de rådne professorer, arkæologer, bibliotekarer og museumsrundvisere”.

Som futurist er jeg fascineret af Marinettis fremtidsmanifest. Ingen har så tydeligt som ham forudsagt det 20. århundrede. Han tilbeder industrialismen, farten, røgen, byernes larm. Han arrangerede endda koncerter, hvor musikken er høj fabrikslarm og trafikstøj tilsat røg, der bliver blæst ind i rummet, så publikum må flygte. Det er præcist, hvor vi er idag. Vi er tæt på at industrialisere kloden til døde; det er Marinettis scenario, der er blevet udlevet til grænsen. Verdens første futurist var kunstner og tog tidsånden på kornet. Hans manifest var brugsanvisningen til 20. århundrede lige fra dets grusomme krige til verdens fantastiske teknologiske præstationer.

På samme måde som Marinettis passion for krig og handling var starten på Mussolinis Fascisme, var hans dogmer også fundamentet for alle de fremskridt, verden har taget de seneste hundrede år. Han skrev sit manifest seks måneder før det første fly fløj over den Engelske kanal og tre år før Burmeister & Wain byggede verdens første dieselskib til Østasiatisk Kompagni. Marinetti ville, at verden skulle lægge fortiden bag sig og bruge den industrielle kraft til at skabe et nyt århundrede. Det kom til at ske. 

Og nu er futuristerne tilbage på banen i Sillicon Valley som tro kopier af Marinetti, blot med nye teknologier.

Min hjerne råber på dopamin efter at møde futuristen over alle futurister. Og jeg har chancen. Den 27. april 1910 var Marinetti her i Venedig sammen med sin medsammensvorne. Fra det store klokketårn smed de oprørske flyveblade ud over Markuspladsen, lige dér hvor jeg sad i eftermiddags. Det tog venetianerne den ilde op, der udbrød tumult og slagsmål og Marinetti fik vist et par over hovedet. Men operationen lykkedes. Futuristerne fik hele opmærksomheden.

Jer hører jeg kirkeklokkerne slå 12 i mørket.  Jeg tæller slagene. Jeg vil ud og finde Marinetti. Hans ånd er stadig tilgængelig, blot jeg tager hans slidte manifest med i inderlommen. Jeg forlader min balkon og går gennem gyden ned til Campo Santa Maria Formosa. Den er helt mennesketom, en rotte piler over pladsen og en træt tjener slukker lyset i sin restaurant.

Nu har fantasien frit valg på alle hylder. Her er Venedig ved midnatstide uden forstyrrende mennesker. Med et åbent sind kan jeg genkalde mig hvad som helst. Jeg ejer ikke farten – men jeg ejer tiden. Tiden er min. Jeg lader den mørke stille by selv vise vej. Jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig. Jeg har ikke min mobil med mig, så jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde tilbage til lejligheden i gyden. Jeg er også ligeglad. Det er midnat i Venedig og manifestet er min fetish. Hvis man selv skaber fremtiden, kan man ikke fare vild i den.

Og jeg finder også Filippo Tommaso Marinetti. Han står midt på en lille bro og kigger op mod himlen og stjernerne. Han ryger en cigaret.

“Så bliver natten ikke smukkere”, siger jeg og stiller mig ved siden af ham med hænderne på rækværket.

Han drejer hovedet om mod mig. Han har et rundt hoved, tætklippet kort hår og et lille sort cykelstyroverskæg og et arrogant blik. Han er ikke typen, der indynder sig hos mennesker. Han har sort jakkesæt, butterfly og rank holdning. Han har et lille frisk sår over det venstre øje.

Filippo Tommaso Marinetti (1876 til 1944) digter og krigerisk futurist.

“Smukkere?” Han ser hånligt på mig. “Det kunne ikke være mere dekadent. Venedig burde laves om til et industriområde. Fyld de stinkende kanaler op og få dem asfalteret! Det kan ikke gå hurtigt nok. Denne by skal befris fra sin fortid. Se på alle de selvtilfredse turister, som går omkring og dyrker verden, som den var. De tager millioner af billeder af sig selv, men de flytter ikke verden en centimeter. De har ingen ambitioner, ingen krav om fremskridt eller fornyelse. De er fyldt med ynkelig behagelighed holdt i live af en endeløs strøm af pasta og pizza. Jeg hader dem!

“Jeg er ikke enig, Signor Marinetti”, siger jeg. “Jeg er futurist som Dem, og jeg kan ikke forestille mig fremtiden uden også at føle bevægelsen fra fortiden.”

“Der er sgu ingen bevægelse i hverken italienerne eller resten af Europa”, vrænger italieneren.

“Argh, hold nu op. Vi har levet i velstand og fred i et halvt århundrede efter to ødelæggende verdenskrige, hvis fundamentet De selv har andel i. Fred og velstand er også fremskridt”, forsvarer jeg mig.

“Sludder….”vrisser Marinetti. “..indrømmet, jeg havde måske ikke helt forudset omfanget af verdenskrigene, men hvis vi ser på Deres Europa lige nu, er europæerne i samme situation, som de var, da jeg skrev mit manifest. I har feminiseret Europa! I har tabt ambition og kampkraft. For 100 år siden udsprang de fleste tanker og handlinger fra Europa. Nu bliver næsten alle varer fremstillet i Kina. Vi er begravet af Temu-skrammel. Alle tech-virksomhederne er amerikanske; europæiske forbrugere sidder bevidstløst og kæde-kigger Netflix, opdaterer deres amerikanske sociale medier, betaler med amerikanske plastikkort og drikker amerikansk coca cola. Vi skal beskyttes af amerikanernes atomvåben, og vi henter vores energi alle andre steder end Europa. Engang var det Europa som styrede, nu er det jer velfærdseuropæere, som bliver styret af verden.

“Men generer det europæerne?”, fortsætter Marinetti retorisk. “Ikke spor! Europas industri er på hælene og det eneste, I er optaget af, er et nytteløst projekt med at redde klodens klima med vindmøller samtidig med, at medarbejderne strejker for at få lov til at gå tidligt hjem om fredagen, fordi de er åh så stressede…”

Marinetti stopper sin ophidsede ordstrøm, løfter brystet og skyder hagen frem og ser sejrrigt ud over kanalen. Han ligner Benito Mussolini! Futuristen skifter stilling og ser til den anden side. Nu ved vi, hvor Mussolini fik inspirationen til sin scenefremtræden.

Filippo Tommaso Marinetti ser direkte på mig og knipser elegant sin cigaret i en buen ud i kanalen. Den trækker et spor af gløder over himlen og slukkes ned et suk i kanalen.

Marinetti er fascist; det var ham, som gav Mussolini ideen. Men hvis vi ser bort fra et par verdenskrige, har han en grum pointe. Vi har feminiseret Europa i den forstand, at vi har sat menneskers velfærd på dagsordenen over kampen. Det imponerer ikke Marinetti. Den jævne borgers velfærd rager ham en høstblomst. Han er digter og kunstner og hans opgave er at inspirere os til at tænke i andre baner. Ikke blindt overtage hans ideologi. Og vi er i følge ham blevet et europæisk fællesskab uden drømme.

Da jeg talte med EU-kommissæren i Bruxelles i foråret, afviste han, at Europa overhovedet skulle tænke på at sende en mand – for slet ikke at sige en kvinde – til månen. Hvorfor skulle vi det, når vi stadig har problemer med engangsemballage og tidsregistrering på arbejdspladserne?

Jeg fortæller det til Marinetti.

“Vor herre bevares”, siger han opgivende. “

“Debout sur la cime du monde, nous lançons encore une fois le défi aux étoiles! Sådan slutter jeg mit manifest. (Det betyder: Stående på toppen af verden, udfordrer vi stjernerne!) At erobre månen er da det mest vidunderlige mål i tilværelsen. Hvorfor finder I jer i politikere uden store ambitioner? I afgiver magten uden kamp. Elon Musk derimod, han er min mand. (Jeg spekulerer på, hvor Marinetti har hørt om ham) Musk er en ægte futurist helt uden opportunistisk fejghed. Han drømmer om at kolonisere Mars og erkender, at den første bemandede tur til planeten bliver dødsensfarlig.  Derfor skal astronauterne ombord være afklarede mennesker, som er parate til at dø for at opleve det ultimative eventyr. Musk selv er parat til at risikere sit liv på rejsen helt i tråd med det jeg skriver i mit manifest.”

Filippo Tommaso Marinetti laver igen sin Mussolini-stilling.

Jeg kan sgu meget godt lide manden. Ægte italiensk arrogance, som minder om min første 2-liters røde Alfa Romeo, der snerrede fra udstødningen. Jeg falder i staver og tænker på min gamle bil og bliver uopmærksom et øjeblik og så er Marinetti forsvundet.

Det er en skam. Jeg ville gerne have talt om hans futuristiske digtning. Han ville afskaffe syntaks, fjerne tillægs- og biord og holde verber ren navnemåde. Han ville løsrive bogstaver og ord fra fortidens komplicerede regler, så de stort set blev reduceret til maskinlyde. Hvor langt er det egentligt fra moderne smiley-retskrivning?

Jeg begynder at gå tilbage gennem den øde by. Han har ret. Vi er nødt til at opgive gamle vaner, teknologier og systemer og skabe vores verden påny, blot ikke ud fra historieløshed. Det er dér Marinetti tager fejl. Vi skal tværtimod kende vor historie og vores værdier langt bedre end før, ellers bliver “manden bag rettet” en AI-agent noteret på Nasdaq-børsen.

Vi også nødt til at gå mere aggressive og frygtløst til værks med den passion, som Marinettis fremtidsmanifest kræver.

Jeg vandrer gennem de smalle gader en halv times tid, indtil jeg finder vej tilbage til min alten. Et dejligt syn møder mig. Over kanalen stråler Jupiter. Jeg elsker den over alle planeter. Jupiter, der stråler over en bro i Venedig, hvor Marinetti har stået har en helt anden betydning end Jupiter over Westminster Bridge eller på himlen over Berlin. For mig binder den i tid og rum sammen i fire dimensioner, hver gang på en ny måde.