Det er aften på Place de Contrescarpe, og jeg har lige spist på en lille restaurant l’Epoque over for Hemingsways gadedør. Pocheret æg med roquefort, bøf med brasede kartofler og til sidst lidt brie til ialt 16 euro. Dertil en kvart af husets rødvin. Efter en lang dag har jeg opdaget, at to glas er mere end rigeligt, hvis jeg også skal arbejde bagefter. Det er anden aften jeg spiser på restauranten, de huskede mig fra igår, så jeg kommer nok også igen i morgen.
Da jeg har betalt, går jeg over pladsen til cafeen, hvor Hemingway slog sine folder i 1920erne. Det er mørkt og myldrer med unge studerende. Lige nu er det parisertid uden for kategori. Jeg føler mig frygtelig gammel. Jeg finder et ledigt bord ved vinduet, bestiller en kop kaffe og ser rundt i lokalet.
Ved siden af mig sidder en alvorlig lyshåret ung mand i starten af tyverne. Han læser koncentreret i en tyk bog og gør løbende notater i et kladdehæfte. Det er noget ved hans ansigt, som virker bekendt. Han har har en mørleblå sweater under en slidt jakke med læderlapper på ærmerne. Han har stribet slips.
Et par borde væk, sidder to jævnaldrende piger og studerer den unge mand. En af pigerne rejser sig. Hun har et interessant ansigt med runde briller og en masse kortklippet mørkt hår, som står ud til siderne. En fransk bogorm af bedste kvalitet.
“Excusez-moi, monsieur, n'étiez-vous pas au Grand Amphithéâtre l'autre jour?
“Oui, en effet, j'y étais. Et je suis flatté que vous m'ayez remarqué parmi 800 autres personnes. “
“Êtes-vous américain ?”
“Non, je suis danois.”
“Impossible, vous parlez couramment le français sans accent”
“Ah, c’est parce que je n’ai pas beaucoup parlé.”
Den unge mand smiler. Det gør den unge kvinde også.
“Êtes-vous également étudiante?”, spørger han pigen.
“Oui, filosophie, et vous ?”
“ J’étudie le français à l’université de Copenhague, mais je suis en séjour d’études à la Sorbonne pour découvrir ces lieux sacrés, svarer den lyshårede mand.
Deres samtale løber fra mig, nu bliver det for svært og jeg opgiver at følge med. Men det går godt for de unge. Pigen bliver tilbudt en plads ved bordet, ryster smilende på hovedet, men sætter sig alligevel på kanten af stolen og gør en hovedbevægelse mod veninden, som demonstrativt har taget en avis frem. De to unge bliver hurtigt enige om at ignorerer resten af cafeens gæster. Jeg ser, at han lukker sin bog og viser den til pigen. Hun er interesseret.
Hun sidder med den ene hånd under kinden, men rækker så hånden ud og retter lidt på kraven af hans jakke. De ler. Efter 10 minutters tid rejser veninden sig og folder sin avis sammen. Hun går over til bordet med de to, nikker surt til den unge mand og siger noget til pigen med de runde briller, som modstræbende rejser sig og giver den unge mand hånden. Jeg hører ordet “Ce dimanche?” i talestrømmen. På søndag. Den unge mand nikker.
“Godt gået min unge ven”, tænker jeg. “Du lige har scoret”
Pigen med brillerne slår kraven op på frakken og vinker, da hun går ud gennem cafédøren sammen med sin vendinde: “Dimanche” mimer hun gennem lokalet.
Den unge mand vinker tilbage, ser lykkelig ud og forsøger at læse videre. Stopper og kigger ud gennem vinduet efter pigen, som også han vendt ude på gaden. Hun vinker igen. Han løfter hånden.
“Undskyld, jeg forstyrrer”, siger jeg til den unge mand. “Jeg taler dårligt fransk, men jeg kunne ikke undgå at høre Dem sige, at De er dansk og læser på Københavns Universitet?”
Jeg ser ind i et smilende ansigt med intelligente blå øjne.
“De er jo dansk” udbryder han glad. “Det er første gang, jeg har mødt en landsmand, siden jeg kom til Paris.
Han rejser sig, giver mig hånden og præsenterer sig.
“De unge damer havde åbenbart set mig til en forelæsning på Sorbonne. Auditoriet har vist plads til tusind tilhørere, så det er utroligt, de lige kunne huske mig. Den unge dame troede først jeg var amerikaner, men da jeg sagde, jeg var dansk, troede hun ikke på det, fordi jeg talte fransk. Men fransk er også mit hovedfag.”
“De så ud til at tale godt sammen, De og den unge dame med brillerne”, siger jeg. Der kommer kulør i den unge mands vinterblege kinder.
“ Hun er ved at afslutte sine studier i filosofi på en skole der hedder École Normale Supérieure. Desværre havde hun en aftale sammen med sin veninde. De hedder i øvrigt begge Simone. Jeg tror, vi har en masse til fælles, og vi nåede at aftale at gå i teatret på søndag.
Den unge mand virker pludselig forlegen og begynder at fingerere ved sin teske og får café au lait på fingrene, så jeg lader ham slippe.
Hvad laver De så i Paris? spørger jeg.
“Jeg læser fransk ved Københavns Universitet, men min lærer syntes, at jeg burde tage herned, så jeg kunne opleve Sorbonne, hvor han selv har studeret. Jeg var ikke svær at overtale. Det har været en stor oplevelse og jeg er faldet godt til. Kosten er fin, sproget volder mig ingen vanskeligheder og jeg er blevet meget inspireret. Forelæsningerne ligner dem derhjemme. Desværre er pengene ved at slippe op, så jeg er nødt til at vende tilbage til København inden så længe.”
“Kan deres forældre ikke hjælpe lidt til?”
“Min far er politimand og vi er stadig fire hjemmeboende børn, så jeg vil ikke være bekendt at ligge min familie til byrde. Heldigvis tjener jeg selv en del ved at undervise på et studenterkursus, hvor min professor også underviser i fransk. Jeg har fået lov at overtage hans undervisning, når han er på ferie og på studierejser, og desuden er jeg privatlærer for andre studerende.”
“Hvad er det for en bog De læser? De så meget koncentreret ud”. Jeg skifter emne igen.
“Ah, jamen det er også vanvittigt spændende”, siger min unge landsmand og rækker stolt den tykke bog over til mig. “Ulysse” står der med blå bogtaver af “James Joyce”. “Det er den nye franske oversættelse”, fortæller han. “Jeg har lånt den nede på rue de l'Odéon, hvor der er et lille bibliotek La Maison des Amis des Livres. Stedet er ejet af en Mlle Mannier, som også har et forlag for ny litteratur. Jeg var endda så heldig også at møde forfatteren James Joyce, mens jeg var der. Han sad inde i butikken, drak kaffe og så træt ud.”
Min unge ven smiler skævt.
Jeg er imponeret. Her sidder jeg med den franske førsteudgave af James Joyce’ Ulysse mellem hænderne og snakker med en fattig dansk student, som lige har mødt James Joyce og Adrinne Mannier. Bogen ville idag kunne finansiere et helt semester på Sorbonne.
“ Er De klar over, at der var et helt hold af oversættere, som arbejdede i fem år på at skrive den franske udgave af Ulysse? Det er lidt sjovt. Ulysses blev i 1922 udgivet på engelsk af en amerikanerinde Sylvia Beach, som har et tilsvarende lille forlag og bibliotek, Shakespeare & Company, der ligger i samme gade over for La Maison des Amis des Livres! De har simpelt hen båret manuskriptet over vejen, og i 1929 bliver bogen så udgivet på fransk. Det er i enhver forstand en oversættelse, der vil noget.
I sin iver er han lige ved at vælte sin kaffekop.
“Med Ulysses har Joyce skrevet en roman, som bryder med fortiden. Joyce er litteraturens Einstein. Mere radikalt bliver det ikke. Bogen er forbudt i England og USA, fordi myndighederne tror, den er vulgær, men det er kun fordi Joyce fjerner al borgerskabets stivnede kulturfernis og viser os mennesker og storbyen, som de virkeligt er.
Men det, der fascinerer mig mest, er, hvad der sker, når man oversætter fra et sprog til et andet, i mit tilfælde til fransk. Hvordan sikrer oversætterne, at forfatterens meninger kommer helskindede over gaden til læseren på det nye sprog? “
“Ulysse er svær at læse på et hvilket som helst sprog”, fortsætter studenten, der nu er gået i undervisningsmode, “og hvis man skal have det fulde udbytte af fortællingen, skal han kende sin Odysseus, for Joyce har udformet en sprogligt puslespil eller måske ligefrem en labyrint som et græsk drama. Han er en moderne forfatter, som genopfinder måden at skrive romaner på. Men på vores eget universitet i København, er vi i faktisk også i gang med at genopfinde os selv, ikke i måden af skrive på men i måden, vi forstår selve sproget.”
Mine øjerbryn løfter sig som to spørgsmålstegn??
“De traditionelle sprogforskere er optaget af, hvordan sproget har udviklet sig over tid, og det er selvfølgeligt interessant, men det er langt mere interessant at forstå sproget, som et samlet system. Ord er som skakbrikker. Det spiller ingen rolle, om de er skåret i elfenben eller billigt træ, for deres identitet og egenskaber hænger sammen med relationerne til de andre brikker og de regler og principper, som styrer skakspillet.
“Sådan er det også med sproget; om det hedder hest eller cheval er i princippet ligegyldigt, forudsat man kender ordet, forstås. Mening opstår først, når vi bringer ‘hest’ i spil med andre ord: ‘manden rider på sin hest’. Det er først, når man forstår relationerne mellem manden, hesten, at sætningen begynder at give mening. Hvis vi udskifter rider med trækker er meningen en helt anden. Og hvis vi bytter rundt på ordene, stå vi med “hesten trækker manden”. Helt nyt billede. Vi kan ikke oversætte fremmede sprog ord for ord.
“Vi unge forsøger derfor at analysere hele sproget, som det er i dag, og forstå sprogets struktur. Vi, det er selvfølgelig mest mine lærere på universitetet, men jeg arbejder også på at forstå fransk med strukturelle briller. Jeg vil gerne være med til at afdække de principper og processer, som styrer sproget; det vil gøre linkvistik til en eksakt videnskab, nærmest en matematisk disciplin. “
“Du er hundred år for tidligt ude, min unge nørd” tænker jeg. “Det 21. århundredes AI-drevne sprogmodeller gør netop det, du siger. Algoritmerne er ligeglade med, om det hedder hest eller cheval. De laver allivegel ordene om til talværdier og finder netop meningen ud fra relationerne mellem ord og vendinger. Men de generative sprogmodeller er ikke nær så raffinerede som dine. Du søger at forstå sproget med logik og systematik. Du er slet ikke klar over Sillicon Valleys dommedagsregnekraft, der pløjer billioner og atter billioner af ord og sætninger igennem, så de med stadig større statistisk præcision kan afgøre, hvad meningen er. Men du har helt ret; det er ordenes relationer til hinanden som er fremtiden.
“Jeg tror klippefast på din analoge tilgang. Du bruger hele din ungdom på at lære fremmede sprog, glædes over de verdener, som sprogene åbner for dig, og du kan sidde på en café og tale med en ung fransk pige, så hun bliver forelsket i dig.”
Tænker jeg uden at sige det.
“ Skal De så være sprogforsker”, spørger jeg, og fortryder med det samme mit dumme spørgsmål. En student fra små kår skal have en beskæftigelse, så han kan forsørge sin familie. Den lyshårede mand har slidt sig frem til denne tilrøgede café tæt på Sorbonne uden en øre i uddannelsesstøtte. Han har måttet købe sine skolebøger selv, familien har lidt afsavn og han har slidt og slæbt fra han startede i skole for i nogle få uger af sit liv at kunne opleve Paris og Sorbonne.
-Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at udforske sproget, svarer han efter lidt betænkningstid. “Det er for interessant”
“Men jeg er lige så fascineret af, hvordan sproget bruges som redskab. Vi står midt i et tidehverv: Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Joyce, Döblin, Fitzgerrald og Hemingway - han peger ud af vinduer over mod huset, hvor Hemingway boede for 3-4 år siden, det hele sker lige nu. Europa er ved at blive skabt påny. Men ikke kun af os humanister. Idealister arbejder på at skabe bedre sociale vilkår for alle mennesker. At forandre vort samfund, så vi alle får mulighed for at trives.”
Jeg ser pludselig en helt anderledes ung mand, som er mere end en sprognørd.
“Det er ikke kun sprogligt, at meningen udspringer af ordenes relationer. Det gælder også i vores samfund og mellem landene. Vi har enkeltvis ikke den store betydning, dansk eller fransk, spiller ingen rolle. Det afgørende er, hvordan vi interagerer med hinanden. Hvad vi inbyrdes betyder for andre mennesker. Det er her, den nye tid skabes.”
“Nej, jeg vil ikke være forsker”, siger studenten roligt.
“Jeg vil være lærer på mit gamle gymnasium, når jeg er færdig på universitetet. Jeg underviser allerede på studenterkurset, og jeg kan mærke, at jeg gør en forskel. Min far og mor gik 7 år i skole og lærte næsten ingenting. Min far fortæller altid, at hans verden åbnede sig, da han i sit sidste skoleår fik en ny ung lærer, som læste spændende bøger for børnene. Det ændrede min fars livsbane. Han blev nysgerrig og siger altid, at uddannelse var det vigtigste, man kan give sine børn.
“Jeg vil være sådan en lærer for fremtidens unge”.
Jeg er stolt af min landsmand.
“Jeg er glad for at have mødt Dem”, siger jeg, “men nu trænger jeg til lidt frisk luft uden tobaksrøg.
“Samme her”, siger den unge mand, “måske kan vi følges ned ad bakken? “
“Hvor bor De?
“Jeg har lejet i et lille værelse i det XI. arondissement”, svarer han.
“Lad os følges ned til floden, jeg trænger til at strække benene.”
Studenten lægger omhyggeligt Ulysse og kladdehæftet i sin lædermappe og tager frakken og et uldent halstørklæde på. Det er stjerneklart, da vi kommer ud. Henne på hjørnet står en mand med et kulbækken og rister kastanjer.
“Kan De lide varme kastanjer?”, spørger studenten. “Jeg har en svaghed for dem”
“Ja tak, det samme her” svarer jeg og føler et slægtskab med den unge mand. Kastanjer er Guds overflod til mennesker.
“Vingt centimes de marrons” siger han og bytter nogle småmønter for et hvidt kræmmerhus med kastanjer, som sælgeren drysser salt ned i. Han rækker kræmmerhuset over til mig og jeg tager et par stykker i hånden – jonglerer dem så fra den ene hånd til den anden for ikke at brænde mig.
Vi går ned ad gaden og piller kastanjer, mens han fortæller om sine oplevelser i Paris. Vi når ned til Seinen. Jeg kan lugte vandet og jeg hører klokkerne fra Notre Dame.
“Jeg skal denne vej”, siger han og peger over mod Pont de Sully.
“Held og lykke”, siger jeg og giver ham hånden. Han flytter posen over i den samme hånd som holder om lædermappen, trykker mig i hånden, smiler og siger ‘au revoirs’. Så fortsætter han med raske skridt ud på broen, posen med kastanjer svinger frem og tilbage indtil studenten forsvinder i mørket.
Efterskrift:
Den næste morgen den 1. Februar 1931 følte den unge dansker sig sløj og måtte holde sengen det meste af dagen. Han sendte et hastigt postkort til École Normale Supérieure adresseret til Simone, pigen med brillerne, hvor han beklagede sit forfald, men han var blevet nødt til at fremskynde sin afrejse grundet pludselig sygdom. Den 3. februar tog han toget fra Gare Saint-Lazare til Le Havre, hvorfra han sejlede med en dæksplads via Harwich til København. På sejlturen fik han det værre og fik lov at sove i kaptajnens kahyt.
Professoren, som studenten omtalte, var Louis Hjemlslev, der blev en af Europas førende sprogforskere inden for ‘linkvistisk struktualismen’ og som siden skabte den internationalt anerkendte “Københavnerskole”.
Den unge pige med brillerne var efter al sandsynlighed Simone Weil, der senere blev en fremtrædende fransk-engelsk filosof. Hun mente, at mennesker havde krav på andre menneskers opmærksomhed og solidaritet. Hun mente også, at akademisk arbejde ikke kunne stå alene og tog arbejde på en fabrik, hvilket aftvang Albert Camus’ respekt. Hun deltog i 1936 som frivillig i den spanske borgerkrig på anarkisternes side og arbejdede under 2. Verdenskrig for De frie Franske i England, indtil hun i 1943 døde ugift og underernæret af tuberkulose. Simone Weil modtog aldrig det postkort, som den forelskede student havde sendt for at forklare sit afbud til stævnemødet. Men hun glemte heller aldrig den lyshårede dansker fra cafeen på Place de Contrascarpe.
Hendes veninde med avisen var Simone de Bouvier.
Studenten kom aldrig ‘tilbage til magten’ efter sin tur til Paris. Hans helbred blev gradvist ringere, men han vedblev at passe sine studier. I 1933 gik han i gang med at skrive sin afhandling om “romanske låneord i fransk”. Lægerne ville sende ham på sanatorium, men han ville ikke forlade byen og universitetet. I efteråret 1933 var hans tilstand imidlertid så ringe, at han måtte hasteindlægges for at få lungen punkteret. Inden han skulle afsted fra lejligheden på Christianshavn, satte han sig til at spille på klaveret. Han var en habit klaverspiller, der spillede efter gehør, og familien kunne næsten ikke få den dybt ulykkelige unge mand trukket væk fra klaveret. Han var utrøstelig. Hele hans liv var ved at bryde sammen. På hospitalet kom sygeplejersker og læger med franske bøger og talte fransk for at opmuntre ham. Han fik lidt af sit lyse sind tilbage. Mens han lå med høj feber tænkte han igen og igen på den franske pige med brillerne fra cafeen. Han var glad for at have mødt hende.
Den 29. Oktober 1933 kl. 4:35 var det slut. Lægerne nåede ikke at operere, og den unge reservelæge Gregers Nørby underskrev dagen efter en dødsattest, som fortalte, at den 25-årige ugifte stud. mag. var død af lunge tuberkulose på Rigshospitalets afdeling B.
“Når nogen siden år spillede på klaveret, begyndte min mor at græde, fortalte min far mig engang.. For den unge student var hans bror – Marius Kristian Abildtoft Elmark. Min onkel, familiens geni, der aldrig fik sin embedseksamen. Han var søn nummer to, der døde af tuberkulose. Men Marius nåede at udrette meget i sit korte liv, og selvom hans historie stoppede for snart 100 år siden, kan den stadig inspirere og give mening. For som Marius med sit lyse sind selv sagde, skabes meningen med et menneskes liv af relationerne til andre mennesker. Det er relationerne, som giver meningen, ikke målet man når eller ikke når.
Førhen var min tilknytning til min onkel alene en enkelt bog, jeg har arvet efter min farfar: Førsteudgaven af Berlin Alexanderplatz fra 1929 med “Marius Elmark” skrevet med sirlig skrift på indersiden af omslaget. Førhen var han blot en fjern onkel, et navn, indtil jeg pludselig fik lejlighed til at møde i Paris, da jeg brød tidsmuren. Nu ser jeg flere af de relationer og følelser, som Marius omgav sig med. Sorgen, glæden, stoltheden, håbet, kærligheden, min farfars og farmors livslange sorg, min fars – og min – modvilje til at tale om døden og familiens respekt for at lære noget.
Alt dette giver meningen i et levet liv.